Joanna Newsom – excentrisk mammutværk

'Have One on Me' er på én gang enhver anmelders vådeste drøm og værste mareridt. For det bliver ikke meget mere progressivt end dette tredobbelte(!) album med godt og vel to timers eksperimenterende harpe-baseret folk-artpop. Og uanset hovedpersonens ubesværede, fnuglette tråd også en anelse udmarvende.

Ligesom med musikhistoriens store excentriske mammutværker afhænger meget af den attitude, man begiver sig om bord i værket med. Og man kommer helt klart længere ved at betragte det som et overdådigt overflødighedshorn af piblende harmonibidder end som et overrumplende musikpensum, der møjsommeligt skal gennemtygges. For dermed accepterer man også, at der forekommer mindre inspirerende vildskud i løbet af den alenlange spilletid.

Så lad os slå ned på nogen af de mange højdepunkter: den stryger-sitrende 'Easy' der åbner albummet med ubesværet ynde, det sanseligt skvulpende titelnummer, den korte, men delikat nedbarberede harpehymne '81', de flimrende harpetoner og Newsoms ensomme stemme på den afdæmpede, nærmest kuldslåede ballade 'Go Long' og 'Kingfisher's fabelagtigt sanserige, episke komposition, der slanger sig uforudsigeligt i over ni minutter.

'Have One on Me' er mindre symfonisk end på forgængeren 'Ys', og man sporer undervejs en mere poppet inspiration fra forbilleder som Kate Bush og Tori Amos. Albummet er en sælsom og sart kraftpræstation men ind i mellem også ekskluderende i sin monumentale eskapisme. Men der er altså ikke rigtig andre musikere, der lyder sådan her og er i besiddelse af så krøllede ideer og et så køligt overblik i udførelsen.