White Pony

Med mere hår på hagen end på hovedet, formodentlig spritånde og så meget drengerøvsattitude at Anne Sophia Hermansen bryder ud i lys lue, smider Lasse Lyngbo og Pato endelig deres maskuline electro-udladninger efter os i albumformat.

Kaster godt og rammer fint, for ‘K-Town Stomp’ har internationale kvaliteter, der rækker ud over det sædvanlige electro-lumre festmusik, som 00’erne gjorde til allemandseje. Forskellen er attituden, hvormed Boney M-melodier, dancehall-rytmer, ambient synth og punkvokal forenes på en sprød bund af electrorock.

De bedste numre har klassisk rock-komposition, hvor netop attituden gør forskellen, for på plade fungerer det ikke at skrige til dansegulvet i en uendelighed som på ‘Ones and Twos’. Live danser jeg dog gerne fuldemands-zumba til den funktionelle euro-dancehall-hybrid, og d’herrer har, hvad festen behøver.

Med undtagelse af Ol’ Dirty Bastard-klassikeren ‘Shimmy Shimmy Ya’, der finurligt clashes op med Josephine Phillip på fræk lillepige-vokal, så fungerer albummets lyd bedst parret med rå rockvokaler, og et par tracks sætter sig mellem to stole i forsøget på at lade bløde stemmer give det rå udtryk modspil. Eksempelvis kører Laid Back-tracket i tomgang.

Men hits som ‘Falling’ og ‘Hold on Misery’ er fanme fede numre, der rammer balancen mellem det iørefaldende og det beskidte perfekt. ‘Party Boat’ vugger som en reggeatonbåd i uvejr med kaptajnen Land (ex-Decorate.Decorate) på rap og råb, og ‘Ride Some’ er med en poppet melodi over et skizofrent UK garage-beat et oplagt hit.