Yeasayer – den sære toer

Kunstner Yeasayer	Titel Odd Blood
Selskab Mute/Playground	Hent albummet:

Ikke alle slugte Yeasayers debut med hud og hår. Det gjorde jeg, men jeg kløjes lidt i 'Odd Blood'. Frem for at videreudvikle 'All Hour Cymbals's bedste kvaliteter – percussiondrevne, globalt inspirerede grooves og übermelodiøse korharmonier, der gynger, så hjertet synger – nægter Yeasayer at gentage sig selv. I stedet leverer de en toer, der er mindre drømmende og meditativ og mere elektronisk og rodet end debuten.

Nu er rod jo ofte en god ting. Og det starter også godt med den androgyne 'Children', en radikal antitese til debutens organiske lyd, som med forvrængede stemmer lyder som et Fever Ray-soundtrack til Den Industrielle Revolution. Også førstesinglen 'Ambling Alp' og den bastunge 'Madder Red' løfter pladens første tredjedel, inden den røde tråd går helt tabt.
'I Remember' lyder som et overskudsprodukt fra Animal Collective og er med tekstbidder som »I remember making love on the sand« mere nuttet, end hvad godt er. 'Rome' og 'Mondegreen' er dansevenlige, men idéfattige, imens produktionen andre steder er frustrerende ydmyg. Hidsigt syntetiske synths og plastisk forvrænget bas er ikke lyde som alle andre. Grimme lyde skal bide fra sig.

Som de gør på førnævnte 'Ambling Alp', modsat 'Love Me Girl' der lyder som Justin Timberlake på eurodance-lykkepiller. Men okay, high five for forsøget. 'Odd Blood' er et særegent album, der med garanti vil dele vandene. Ubetinget ros til Yeasayer for i den grad at sætte sig selv på spil.