Chew Lips – funky frontsild

Der har altid været noget fantastisk over seje frontkvinder. Fra ikoner som Debbie Harry og Chrissie Hynde til nutidens ultracoole Karen O, voluminøse Beth Ditto og vanvittige Alice Glass. Og selvom Chew Lips' kvindelige islæt i front, Tigs, endnu har en del at hente på statusfronten, er hun uden tvivl godt på vej med sin gennemborende, skarpe og samtidig bedrøvede røst, hvis underspillede autoritet vækker minder om den ovenstående Yeah Yeah Yeahs-amazone.

Sangerinden er da også den ukronede solstråle i den London-baserede electropop-trio Chew Lips, som har efterladt sidste års Kitsuné-udgivne buzz-singler 'Solo' og 'Salt Air' for at begynde på en frisk med deres debutalbum. Det er de sluppet ganske hæderligt fra med en blanding af lettere mørke og eksperimenterende elektroniske elementer, blip-blop-lyde og straight-up synthpop, der forfriskende skiller sig ud fra den lidt stillestående engelske popscene. 'Play Together' og 'Slick' er begge tilpas lettilgængelige og udfordrende på samme tid, 'Karen's guitarhook er fængende ud over alle grænser, og 'Toro' er så funky og sexet, at det næsten er for meget. Men kun næsten.

Chew Lips taber dog lidt på identiteten. Eller rettere sagt deres mangel på samme. For mens albummet som helhed er ganske solidt, bliver det aldrig helt eksperimenterende eller pop-tastisk nok til at sætte sig rigtig fast. Heldigvis for gruppen har de Tigs. For med hende i front har de da i hvert fald bevæget sig mindst ti skridt væk fra forglemmelsens afgrund.