Pantha Du Prince – kompleks og genial

Klangfigurer der hvirvler ind og ud mellem hinanden som snefnug i stormvejr. Det må umiddelbart være den metaforiske beskrivelse af Pantha du Princes 'Black Noise'. Et billede der yderligere understreges af nummeret med den rammende titel 'Es schneit'. En næsten nervepirrende og klaustrofobisk skæring der med sit vanvids-klokkespil tilsat svævende vokal brænder igennem og i et virvar stiger og stiger mod et klimaks, der aldrig egentlig indtræffer. Sådan er 'Black Noise' langt hen ad vejen. Kompleks og genial.

Trods de kaotiske billeder den tyske ekvilibrist gentagende gange skaber i sine lydkollager, udmærker albummet sig ved en skarp præcision og en detaljerigdom, der i særdeleshed understreges ved det raffinerede klokkespil. Med sporadiske referencer til ambient og shoegaze er her tale om en kunstner, der formår at løfte genren minimal tech-house ud af kontekst.

'Black Noise' er et helstøbt album, der efterlader lytteren i spændingsfeltet mellem et afbalanceret helhedsbillede over for et atomsprængt og minimalistisk aftryk, der igen og igen stikker af i nye retninger. Pantha du Prince mestrer at blande denne stringens med et varmt og melodisk udtryk, som når han sætter Panda Bears vokal op mod tech-house og klokkespil på 'Stick to My Side'. 'Black Noise' går på nervebalancen og frigør endorfiner, hvilket i sig selv må siges at være noget af en præstation.