Delphic

Det er blevet tid til en historietime. For Delphics ‘Acolyte’ henleder utvivlsomt mine tanker på storhedstiden på The Hacienda. Og nu mener jeg ikke trance-stedet i Nørregade i København, men Manchester-klubben som i slut-80’erne og en håndfuld år frem levede højt på sammensmeltningen af rock og elektronisk dansemusik. Acid house og Madchester flød i højttalerne, New Order styrede klubben med lidt for løs hånd, og vigtigst af alt: Festen var i centrum.

Manchester-trioens længeventede debut gaber nemlig af Oasis konventionelle britrock og søger i stedet tilbage til 80’erne med rockmusik spillet på synthesizere rettet mod dansegulvet. En mission som lykkedes til fulde på blandt andet ‘Doubt’ og ‘Counterpoint’, der brillerer med klassisk patosvokal, fodflyttende beats og velkalkulerede opbygningssekvenser, ligesom det ni minutter lange, instrumentale titelnummer er fantastisk med sin ligevægt mellem ambient og elektroniske eksplosioner.

Eufori og melankoli mikses sammen på kryds og tværs, og Delphic har bevidst prøvet at lave et helstøbt album med både ballader, bangers og mellemstykker. Bedst fungerer det dog, når trioen sætter fut i dansegulvet, da mere langsomme numre som ‘Submission’ og ‘Remain’ simpelthen bliver for tandløse.

Når det kommer til stykket, ville en smule uforudsigelighed nemlig pynte gevaldigt hos Delphic, for både Klaxons, Bloc Party og Friendly Fires til dels har gjort det, trioen prøver at opnå. Debuten er dog spækket med vellydende numre, og fortsætter Delphic med at udvikle deres dansegulvseskapader, ser fremtiden for Manchester ikke kedelig ud.