Animal Collective – eventyret fortsætter

»Ny ep!«
»Er det nu en god idé?«
»Udkom nu for dælen«.
»Pheew«.
»Fantastisk!«.

Min indre Animal Collective-dialog har været temmelig skizofren den sidste måned. For jo, man vil da gerne have ny musik fra bandet bag 'Merriweather Post Pavilion'-mesterværket, men risikoen for ridser i årets flotte lak er dermed også overhængende. Men afblæs præstationsangsten: Dyrekollektivets fem nye sange på 'Fall Be Kind' skuffer ikke. Pheew. De er faktisk rigtig gode. Fantastisk!

Med Avey Tares passende lune »let me begin«-messen starter 'Graze' ganske fredsommeligt ep-rejsen på et flyvende tæppe af melankolske tegnefilms-klange. Men som en alternativ Aladdin flyver han pludselig hovedkulds ind i en sample-mur af panfløjter, og sangen eksploderer i kalejdoskopisk tribalpop-extravaganza. The Beach Boys-inspirationen fornægter sig forsat ikke, men bandet formår atter at formidle fortiden dybt originalt. Som på 'What Would I Want? Sky' med det første Grateful Dead-sample i historien (blot to sekunders opklippet vokal-bid), der her loopes gennem vraltende rytmer og himmelsk kanonsang. Ligesom 'I Think I Can's syv minutters svimlende drømmepop bobler man her over i sonisk og melodisk eufori, så tidligere sang-favoritter kommer i fare.

'Bleed' og turnélivs-hymnen 'On a Highway' er mere intime, dronende sager, hvor Avey Tare på sidstnævnte blidt, men besk halvhvisker »sick from reading, jealous of Noah's dreaming«, hvorefter Noah (Panda Bear) omfavner ham med flerstemmigt englekor.

Som en lidt mere introvert – men ikke mindre eventyrlig – lillebror til 'Merriweather...' er ep'ens 27 minutter med andre ord forbavsende fyldestgørende og særdeles vellykkede. Fall be very kind indeed.