Kandy Kolored Tangerine – universelt rockfix

Hvis man studser over det aparte navn, albumdebutanterne i Kandy Kolored Tangerine har valgt sig, så oplyser de selv, at det er en reference til forfatteren Tom Wolfe, som sammen med folk som Hunter S. Thompson grundlagde den løse og vilde new journalism-stil.

Det er selvfølgelig meget indie-sejt og indforstået, men det tyggegummi-kulørte bandnavn kan for almindelige dødelige synes malplaceret, når bandet med kosmisk elegance og stilsikkerhed glider ind i sorte heroin-rock'n'roll- og shoegazer-huller, som Black Rebel Motorcycle Club, Serena-Maneesh, Slowdive og måske især The Jesus and Mary Chain før dem har besøgt.

Med Frederik Thaae alias A Kid Hereafter bag mixerpulten har københavnerne begået en klokkeklar favorit til titlen som årets hjemlige debut. Bas og trommer er ædende tunge og guitarerne modsat svævende og sfærisk støjende. Forsanger Tom Moriis, som for et årti siden også ledte hedengangne Pockets, støttes ofte af gæster af det smukke køn med eviggyldige dreng/pige-vokalharmonier til følge.

Hvis virkemidlerne lyder universelt efterprøvede, er det naturligvis ikke en helt grundløs beskyldning, men Kandy Kolored Tangerine ejer heldigvis i tilgift næse for fine og skæve kompositioner. 'Today', 'Blue Sky' og 'Unique' fastslår effektivt, at det ikke bare er overflade-coolness. Der er dog plads til forbedringer. Især slutningen af albummet er knapt så mindeværdig som starten – sangskrivningen viger her for stemningsbilleder og flot lyd. Men det er meget store stjerner, vi her klipser fast på hvert af de fire bandmedlemmers brystkasser.