Fashawn

I en tid hvor genren domineres af rappere i trediverne – ja, såmænd også i fyrrerne – kan man godt glemme, at hiphop startede som en udtryksform for unge. Men det minder 20-årige Fashawn os nu om med sit debutalbum, som fortæller historien om en ung mand, der forsøger at undgå fattigdommens faldgruber og i stedet vokse sig større end sine omgivelser.

Fashawn lægger stolt sin livshistorie ud til skue og hjælper selv til med billedskabende fortællinger fra et ungt liv fyldt med forhindringer. Fra en mor, der er stofmisbruger, til en fraværende far og en opvækst på børnehjem. Det kunne nemt ende som en omgang sentimental suppe-lyrik, men Fashawn evner at sætte ord på den indre kamp med troværdighed, glød og en fremadskuende optimisme, så det aldrig bliver tilfældet.

Lyt bare til numre som den dramatiske ‘Ecology’, ‘Freedom’ og den håbefulde ‘Hey Young World’. Numre der også er gode eksempler på det mesterligt ledsagende lydbillede, hvor produceren Exile det ene øjeblik spiller et sløvt blues-beat med støvede samples og det næste disker op med magnetisk manipulerede rytmer.

Det fungerer optimalt til Fashawns fyrige flow og halsbrækkende rim-strukturer og sætter det sidste ‘e’ i en lovende debut. På ‘Boy Meets World’ starter californieren som dreng men ender en mand – på en måde som få af hans ældre forbilleder har formået.

Fashawn. 'Boy Meets World'. Album. One/Import.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af