Ducktails – wu wei fra kælderen til stranden

Matt Mondanile bor hos forældrene i New Jersey, og når han ikke øver med et af sine bands – Real Estate og Predator Vision – jammer han alene nede i kælderen. Resultatet af anstrengelserne, eller den tilbagelænede mangel på samme, er enmandsprojektet Ducktails. Han går ikke og putter med tingene men spytter i maskingeværsfart obskure kassettebånd ud, hvis lydkvalitet i bedste ejendomsmæglerstil nok sælges bedst som værende »rustik« og »ægte no-fi«.

'Landscapes' er ligeledes undfanget på en tarvelig kassettebåndoptager og først efterfølgende transplanteret til fagre nye digitale medier. Æstetikken deler visse berøringsflader med eksempelvis Boards of Canada: De ubearbejdede slacker-jams og psykedeliske fatamorganaer fra Mondaniles opdigtede europæiske kystparadis Pacific City anslår en grundtone mellem solstiksslørede sommerminder og konstrueret new age-eskapisme.

Men hvor Boards of Canada quilter et elektronisk gennemarbejdet og sirligt patchwork af utallige udkogte samples og analoge småstykker, peger charmen i Ducktails' wu wei-agtige flyde-med-strømmen-ambient og introverte guitarnøklerier snarere modsat, nemlig mod de tekniske utilstrækkeligheder og håndspillet uperfektion. Numrene består sjældent af andet end akavede 80'er-trommemaskiner og flerlagede, strandlune synthflader og guitarspor.  

Glaskæben er her det afslappede forhold, ikke bare til lyden, men også til kompositionernes kvalitet. Når det virkelig spiller som på 'On the Boardwalk', 'Welcome Home (I'm Back)' og 'Roses' er det rådiamanter og lydlig zenpoesi i haikuformat, som forfører ørerne. Andre steder er det bare småramponeret muzak fra en elevator parkeret i kælderetagen. Heldigvis er første kategori rigest repræsenteret.