Band Ane – elektroniske postkort

»Hvad ville verden være uden musik?« Spørgsmålet serveres nøgent og retorisk i slutningen af nummeret 'Dødsblues'n i Hov' af en gammel gubbe, som har fået en tår eller ti over tørsten, og opsummerer på smukkeste vis den følelse, der ligger over hele Band Anes nye dobbeltalbum.

Siden vi sidst hørte til Ane Østergaards soloprojekt, har hun rykket laptop, dingenoter og musikproduktion til de jyske pløjemarker, hvorfra hun sender sine elektroniske og romantiske postkort ud i verden. Lyden er som på debuten ganske utrendy og minder mest af alt om en elektronisk gryderet, som trods et væld af ingredienser står tilbage med et harmonisk og personligt smagsudtryk.

Med en stor kærlighed til Danmarks randområder og skæve eksistenser bevæger Ane Østergaard sig rundt med sin sampler og indfanger rørende, men aldrig snagende interviewstumper, som hun på nærmest genial vis får mikset ind i sine lydkollager. Når hun svøber sin drømmende electronica som et blødt tæppe om den gamle kone i 'Alma Krathus', mens denne reciterer digtet 'Min fredspibe' frit fra hukommelsen, er det så usigeligt smukt, at hele nummeret sitrer af noget så stort som ægte varme og kærlighed. Et sjældent smukt øjeblik i dansk musik.

Så hvad ville verden egentlig være uden musik? Et slemt sted man ikke har lyst til at være, for det er et sted uden menneskelig varme, integritet og kærlighed. Og Band Ane gør sit, for at vi ikke skal ende der.