Rihanna

Det starter ulmende som i en halvgammel b-gyserfilm, med gungrende kirkeorgel-akkorder og en søsygt sejlende produktionsside på den halvanden minut lange intro ‘Mad House’. Men hvis man frygter, at Rihanna er blevet bortført af et spøgelsestog, så vender man hurtigt tilbage til trygt farvand, når den amerikanske superstjerne med mantraet »the wait is over« messer sig igennem det ‘rigtige’ åbningsnummer ‘Wait Your Turn’, der er støbt på en bund af syntetiske maskinrytmer.

Der er sket meget, siden verden fik øjne og ører op for Rihanna i 2007, da hun bragede igennem som amerikansk r’n’b’s svar på Mary Poppins på den uoverskueligt succesfulde single ‘Umbrella’, hentet fra hendes tredje studiealbum ‘Good Girl Gone Bad’ der blevet langet syv millioner gange over disken. Tager man paparazzi-brillerne på, har det stormfulde forhold til ex-kæresten Chris Brown trukket tonsvis af overskrifter. Men en lille gæsteoptræden på det seneste Jay-Z-album er det da også blevet til.

Hele ‘Chris Brown-affæren’ taget i betragtning, skulle der jo være materiale til et ganske personligt album. Men med fare for at lyde kynisk så er det langt fra tilfældet. Dels hæver albummets produktion sig sjældent over det standard-agtige. Og når der endelig forsøges med overraskende tiltag, resulterer det i floverter som ‘Rockstar 101’ – der udover en gæsteoptræden af guitar-helten Slash byder en humpende steroide-lyd og tekst-klicheer om at gå på club og løfte langefingeren – og ‘Fire Bomb’, der kombinerer klæg klaverpop i verset med bedaget 80’er-guitar i omkvædet.

Derudover skal man trækkes med hovedpersonens vokal, der, selvom hendes karakteristisk hakkende stil kan genkendes på en kilometers afstand, besidder en begrænset rækkevidde og klang. Hvorfor man hurtigt holder op med at lytte efter, hvad hun synger.