Kurt Vile

De største musikoplevelser er tit dem, man ikke havde set komme. Det er dem, hvor et band, man havde afskrevet eller slet ikke kendte, lige pludselig udgiver et mesterværk. Men sådan er det selvfølgelig ikke altid, og Kurt Viles nye album er om noget et eksempel på det modsatte. Sidste år udgav han med sit debutalbum ‘Constant Hitmaker’ årets, efter min mening, bedste indiealbum, og tidligere i år har han, udover den fremragende skramlede rock-ep ‘The Hunchback’, udgivet det massivt hypede album ‘God Is Saying This to You…’, der, da det udkom i marts, røg direkte ind på førstepladsen på min albumliste for 2009.

Der har det ligget uden at møde konkurrence siden. Men nu har det fandeme fået kamp til stregen af endnu et Kurt Vile-album, det lidt mere rockede ‘Childish Prodigy’. I modsætning til de forrige plader, udkommer det oven i købet på et forholdsvist stort pladeselskab, og bliver derfor formentligt, hvis der altså overhoved er retfærdighed tilbage i verden, hans helt store gennembrud. Sådan noget er selvfølgelig aldrig til at forudsige, men vi taler altså om en plade, hvor Bradford Cox møder My Bloody Valentine og Bruce Springsteen i jeg-ved-ikke-hvilket parallelunivers. Sådan lyder det i hvert fald. Albummet byder på al den drømmende elegance, man forbinder med Deerhunter-originalen Cox, al den tidsløse potens, man forbinder med The Boss og al den svævende skønhedssøgen man forbinder med My Bloody Valentine – altsammen i skøn forening endda.

Kan man ønske sig mere? Vile skriver fremragende tekster og fremragende melodier. Han spiller også en proper guitar, og han komponerer og producerer som en drøm. Med ‘Childish Prodigy’ har han udgivet sit tredje fabelagtige album på halvandet år. Det må være tid til gennembruddet.