Kent – find blot guitarerne frem igen

  • Print
Kunstner
Kent
Titel
Röd
Selskab
Sony
Hent albummet:
TDC Play

På album nummer otte i rækken fortsætter svenske Kent ud ad den elektroniske tangent, som de opdagede på sidste album 'Tillbaka till samtiden'. På 'Röd' er guitarerne henvist til at spille biroller til fordel for de dystre synthtemaer, som dominerer størstedelen af albummets 11 skæringer. Den mørke synthlyd er på bekostning af den melankolske guitarrock, som især i sidste halvdel af 90'erne gjorde Kent til et uimodståeligt bekendtskab.

Det er naturligvis helt legitimt, at Kent udforsker nye sider af sig selv, men desværre er gruppens nye lyd ikke særligt spændende. Tag for eksempel singleudspillet, den dystre 'Törtarna'. Her lægger Kents synthlyd sig i kølvandet på Depeche Mode, som briterne lyder i mindre inspirerede stunder.

Bevares, Joachim Bergs stemme og tekster er fortsat af høj klasse, og man aner de gode Kent-sange nedenunder de tunge synths – lidt ligesom hvis man lyttede til remixudgaver af gruppens numre, så sidder man og savner den 'rigtige' Kent-sound, der kun sporadisk titter frem, eksempelvis på den melodiske 'Hjärta' og den syv minutter lange, melankolske afslutningshymne 'Det finns inga ord'. Sidstnævnte står som albummets mest helstøbte nummer, hvor mixet af synths og de klassiske Kent-guitarer går op i en højere enhed.

Kent lever i denne omgang ikke op til fordums storhed, og på 'Röd' virker de på mange måder som et band, der har givet afkald på en unik lyd i et forsøg på at genopfinde sig selv. Find blot guitarerne frem igen, kompisar – den isnende melankoli ejer I fortsat.


Brugerne mener:




  
 
Kommentarer
Thorbjørn Kappel Hansen

Det hentydes i anmeldelsen at Kent fortsætter med den lyd de brugte på Tillbaka till samtiden?... hvis det er rigtigt.. jamen så må jeg da give dette album en chance.. for Tilbaka till samtiden var i mine ører et fantastisk album.. Et album jeg stadig ofte lytter til.. og faktisk grunden til jeg overhovedet begyndte at høre Kent

Mads Hendrich

Jamen hvis du kan lide det album så kan du roligt erhverve deres nye plade, da den nye i mine ører på mange måder er en videreudvikling af det de startede på Tilbaka.... Jeg foretrækker personligt deres melankolske guitarrock som på Isola, Hagnesta Hill og Verkligen, og som jeg skriver finder jeg deres "nye" synthlyd lidt uinspireret og uspændende, men du vil som sagt ikke blive skuffet, hvis du kunne lide "Tilbaka...."

Mvh
Mads

Thorbjørn Kappel Hansen

Tak for svaret. Så vil jeg da give den en chance :)

Hans West

@ Mads

Hvornår har du sidst hørt Verkligen? Et antikveret album med enkelte gode sange (Kräm, En Timme En Minut) og en elendig umoden lyd.

Bevares, når man er anmelder på et af landets mest indie-hippe musiktidsskrifter, er man vel nødt til at stå i opposition til resten af pressen. Men det er så trættende at læse og trættende at høre den evindelige bagstræberiske sang om at Kent skal lyde ligesom på Isola fra 1997!

Hver ting til sin tid. Og alligevel lyder Kent efter min mening stadig fuldstændig som sig selv...

Morten Fjord Stengaard

Kan desværre kun give Mads Hendrich ret - der mangler guitar. jeg elsker skam synth, ogsynth bands som Kraftwerk, men i dette tilfælde har det ikke hjulpet på deres lyd, deres intensitet og deres normalt smukke melakoli. Jeg er aboslut også mest til "Isola", Hagnasta Hill" og "Verkligen". Berg har fortsat en super lækker stemme, og alt er velproduceret - men desværre pakket i celofan af synt lyd.

Mikkel A. Ditlefsen

Gravitation 1997:
Det är så det ska vara
Det är så jag vill ha det nu!

Der må nødvendigvis ske en eller anden form for udvikling i en periode på snart 15 år.
Der er heldigvis stadig mange folk som spiller på guitar, så lyt til dem i stedet.

Log ind øverst på siden for at deltage i debatten.
 

Seneste nyt

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 


 
 
 
 
 
 
Se kæmpe billedreportage fra Mejlgade For Mangfoldighed 13/05
15 ting du ikke vidste om Damon Albarn 07/05
Her er 10 danske festivaler du skal glæde dig til 14/05
10 koncerter du ikke må misse på Spot Festival 30/04
Spot Festival: Publikums yndlingskoncerter 06/05