The Flaming Lips – supersoniske lo-fi-drøn

Kunstner The Flaming Lips	Titel Embryonic
Selskab Warner	Hent albummet:

Lad os starte bagfra, med konklusionen: 'Embryonic' er et frådende fucking monster, et kropumuligt album hvis frenetiske ydre kræver enorme mængder lyttemæssig tolerance, men som med sin tvingende nødvendighed virker som et voldsomt friskt pust i The Flaming Lips’ efterhånden lidt stillestående konfettishop.

Da forsanger Wayne Coyne i september måned besøgte den amerikanske komiker Steve Colberts tv-show, kaldte den bebrillede pseudo-republikaner indieveteranerne for »weird professionals«, og sjældent har den karakteristik givet bedre mening end på gruppens 12. studiealbum, hvor der for alvor lukkes op for avantgarde-sluserne på et majestætisk dobbeltalbum, hvor trekløveret uddriver dæmoner, brænder broer og flipper ud i stor stil. Og hvor udmarvende det end er, giver det absolut bedst mening at høre albummets 18 numre i sammenhæng. For på den måde oplever man bedst den bagvedliggende vision om at dekonstruere hele gruppens syrepoppede univers.

Det skurrer og skraber, sitrer, syder og snerrer, hviner og piver, så øregangene gang på gang skriger på ørepropudfyldning. Glem alt om højstemte, politisk korrekte 'yeah yeah yeah'-sange og melodramatisk indie-eufori. Det her er back to basic for Oklahoma-drengene, der larmer som de ikke har gjort, siden de skejede ud på syretrips i slut-80'erne. Supersoniske lo-fi-drøn med bevidsthedsudvidende og tindrende smukke lydoaser, hvor man for en stund kan lade sit udbankede legeme synke ned i den sødeste understrøm af blidt psykedeliske soundscapes. Det er ikke for sarte sjæle, men kompromisløsheden er nærmest svimlende beundringsværdig.