The Very Best – hæv poterne og lyn smilet på

Indrømmet: Jeg har altid haft det svært med fusentaster, røverhistorikere og folk på overdrivelsens gyngende grund, som rundhåndet bruger superlativer som 'de absolut bedste', 'de allerbedste' eller noget i den retning.

I tilfældet The Very Best er selvfedmen dog helt berettiget, for alliancen mellem Radioclits turbinedrevne klubbeats og malawieren Esau Mwamwayas subtropiske vokal og polyrytmer rammer så meget plet, at man kunne mistænke de fleste andre middelmådige globalister for at lide af Parkinsons syge og slørede sigtekorn. Hvis man ikke kan svede tran til, af og over TVB's umiddelbare og djævelens medlevende afro-europæiske parløb, må man ganske enkelt have mulen begravet i en pose frosne ærter!

Det, der gør albummet til en usædvanlig lytteoplevelse, er, at det helt ubesværet lykkes at forene verdensdelene uden spidsede albuer. Her klatpisser man ikke territoriet af med sin halvslatne dryppert men tænder ild i pejsen og forsøger i fællesskab at udvide territoriet, referencerammen og det musikalske vovemod.

Det mærker man blandt andet på titelnummeret med Ezra Koenig fra Vampire Weekend på gæstebesøg, på 'Nsokoto' hvor der bliver basket guerilla-groovet på trommeskindene, og især på kulminationen 'Kada Manja' hvor violinerne svirrer hypnotisk over en elektronisk klangbund. Af samme årsag er det her måske årets hidtil bedste eksempel på et 'hæv poterne, lyn smilet på og fortræng kassekreditten'-album.

Læs interview med The Very Best i det nye Soundvenue, der er ude nu.