Medina – velkommen til ingenting

  • Print
Kunstner
Medina
Titel
Velkommen til Medina
Selskab
A:larm
Hent albummet:
TDC Play

Det er ikke mindst på diskotekerne, at singlen 'Kun for mig' er vokset til et af det sidste års allerstørste danske hits. Men selvom det er dansemusikken, der er afsættet på 'Velkommen til Medina', er det i grunden et temmelig trist og nedslående album.

Ikke kun fordi der er så umådelig lidt at komme efter, men også fordi de ti sange er som at lægge øret ned til et ungdomsliv af rungende tomhed. Lyden af piger med alt for lavtaljede jeans, der fryser uden for diskoteket. Lyden af basdrønende bilstereoanlæg i vindblæste provinsbyer. Lyden af en verden hvor vejen til lykken fører gennem deltagelse i 'Paradise Hotel'. Var det bevidst, kunne det have været et fascinerende generationsportræt, men det synes bestemt ikke at være tilfældet.

Albummet lider nemlig af skræmmende åndeligt lavvande. Teksterne er decideret dilettantiske med deres lommefilosofiske klicheer, stripper-metaforik og påtagede småbitcherier i et kluntet og urytmisk sprog. Og de får ingen hjælp af Medinas endimensionelle stemme og en stribe melodier, der lyder haltende og ufærdige. At numre som 'Vi to', 'Joanna' og 'Jante' nogensinde har fået lov at forlade harddisken er ufatteligt.

At albummet er produceret med gennemsnitlige techhouse-beats gør hverken fra eller til. Det hele oser af at være bakset sammen i en fart for at kapitalisere på singlens succes, og med mindre du er en Bacardi Breezer-bællende teenager, bør dette discount-produkt på ingen måde kunne stille dig bare nogenlunde tilfreds.


Brugerne mener:




  
 
Kommentarer
Kid A

Ha, den var sgu' den anmeldelse. Den kunne jeg også ha' skrevet (eller tænkt) den gang jeg var Melody Maker freak og 29. Flere guldkorn, så som "lavtaljede jeans", "vindblæste provinsbyer" og "Bacardi Breezer-bællende teenager". Weltklasse - uden spor af (indie) fordomme. Jesper har en stor fremtid foran sig som seriøs anmelder - og når han bliver 42 og en gammel gris som synes Medina er lidt fræk, vil han synes det er en okay "pop-skive" med 3-4 fede numre og give den 3 stjerner.

Jesper Nykjær Knudsen

Hej Kid A

Tak for din kommentar - som gjorde mig opmærksom på den fejl, der tilsyneladende havde indsneget sig et sted i Soundvenue-systemet. Jeg er nemlig ikke 29, men derimod 37 somre, så det varer faktisk slet ikke så længe, før jeg bliver den gamle gris på 42, du nævner. Selvom jeg ikke helt er nået dertil, kan jeg dog allerede nu godt se noget frækt ved Medina, men det bliver hendes plade desværre ikke bedre af.

Og til Audio Video Disco: Festmusik udelukker jo ikke substans, og hvorfor ikke forlange noget kvalitet, også selvom man "kun" skal bruge musikken til at danse til? Det kan jo sagtens lade sig gøre at lave dansabel pop, som samtidig har mere i sig. Hvad med fx Robyn, Lily Allen og Ladyhawke, for nu hurtigt at nævne tre af Medinas mere eller mindre beslægtede kønsfæller? Det kan altså blive FOR tyndbenet - også til festbrug. Og i hvert fald er det svært at danse med krumme tæer...

Kid A

Hm, 37 somre, anmeldelsen har ellers fordomme som skrevet af en på 29. Ung sjæl i en ikke længere helt så ung krop. Pudsigt Jesper nævner Robyn og Lily Allen, for det er jo de "seriøse" anmelders favoritter.

Simon Jarnit

Måske er de bare bedre?

Jesper Nykjær Knudsen

Fordomme? Er det ikke bare kritik? Men når man er uenig i kritik, kan man selvfølgelig altid skyde genvej og affeje den som fordomme. Men jeg kan nu ikke rigtig få øje på dem.

Men apropos fordomme: Du skriver jo sådan set kun om min alder og om, hvad du opfatter som typiske "seriøse" anmelderfavoritter. Det er da om noget fordomme. Det kunne være interessant, hvis du ville prøve at gå efter bolden og ikke kun manden. For vi har endnu til gode at se dig kommentere på selve substansen i kritikken. Hvorfor synes DU, at albummet har gjort sig fortjent til en bedre bedømmelse?

Jesper Nykjær Knudsen

@ Audio Video Disco
Den Lily Allen-anmeldelse var jeg nu også lodret uenig i. Men det er jo også værd at huske på, at anmeldere er individuelle musikfans ligesom alle andre, og ikke en samlet flok med fælles smagspolitisk dagsorden, selvom nogle mennesker godt kan lide at fremstille det sådan.

Jeg er enig med dig i, at man skal anmelde ud fra kunstnerens præmis. Men Medina vil jo netop også mere end bare have folk til at danse. Hendes tekster er forsøg på at fortælle nogle historier (oven i købet på dansk, så man lægger mere mærke til dem, end hvis de havde været på engelsk). Så må det være relevant at vurdere, hvor godt hun så slipper fra det. Såvel indholdsmæssigt som sprogligt.

Samtidig er der tale om melodier og ikke bare rent rymisk baserede klubtracks (det er ikke rendyrket house/techno, men popmusik). Derfor må det også være relevant at vurdere melodierne, og her mener jeg virkelig også, store dele af albummet halter.

Så jeg mener faktisk, at jeg har haft artistens præmis med. Og den ændrer sig vel ikke efter, om man bor i Varde eller på Vesterbro?

Kid A

Meget enig med Mathias.

Jesper, jeg prøvede sådan set bare at give af samme skuffe, som du selv gør i anmeldelsen. Den går nemlig efter bolden og ikke ”manden”. Da jeg læste din anmeldelse blev jeg ramt af et underligt deja-vu, at jeg for 15 år siden sikkert ville have elsket at sige det samme om albummet, som du giver udtryk for i anmeldelsen. Men nu er jeg 42, en gammel gris og lagt det der indie snobberi bag mig – troede det kom med alderen. I min optik er ”Kun for dig” mindst lige så god som ”With Every Heartbeat” og meget bedre end hvad som helst kedelige Lily Allen har udgivet. Men bare fordi Robyn har lavet 2-3 gode numre (på 10 år) gør det jo ikke hende til en god albumkunstner. Medina’s album er langt langt fra 6 stjerner, men 1 stjerne er det heller ikke. Men én ting er stjerner en anden ting er indholdet i en anmeldelse og den var i det her tilfælde fordomsfuld.

Rasmus V. Jepsen

Fatter intet her, ville folk være gladere hvis pladen havde fået 3 stjerner? Pladen er jo tydeligvis shitty og intet værd... Det er facts.

Ostemor

Alle anmeldelser skal jo tages med en gran salt.

At alt efterhånden skal anmeldes er i det hele taget en skør ting. For hvis jeg vil høre Medina gør jeg det og så er jeg ligeglad med en anmeldelse (selvom jeg BESTEMT ikke bryder mig om Medina og så sidder hendes to hitsingler alligevel i kroppen - så lidt kan hun da finde ud af.)

Så kan jeg altid more mig over anmeldere med dårlig mave.


Rune Hausner

Sig mig lige: hvis alt skal anmeldes på sine egne præmisser, skal en dårligt produceret plade ikke straffes herfor, selvom der ikke var budget til at hive Brian Eno ind? Skal en sanger, der ikke kan synge rent ikke sables, blot fordi der ikke var penge til sangundervisning? Skal en hiphop plade ikke maltrakteres af anmelderne da beatsne er så hjernedøde, fordi Pharrell ikke havde mere end et kvarter til at klaske et helt album sammen?

"Egne præmisser" er ligeså lidt definereret som en anmelders smag. (Faktisk troede jeg at en anmelder tildels skulle kunne sætte sig udover sin sin egen smag og søge at finde noget objektivitet, men kan se at der svares ofte herinde at en anmelders smag er lig med bedømmelsen af et givent album).

Nuvel i tilfældet Medina, kan jeg kun forholde mig til singlen da jeg heldigvis ikke har hørt mere. Men ja: musikken, lyrikken og videoen er så vulgær at en stjerne til hver tid kan forsvares overfor mig. - Men hvis dette er Medinas lod her i verden, så skal hun jo have 6 stjerner...

Oskar L. Wood Hansen

Det er rart at se at nogen tager et opgør med Soundvenues tendens til at være så elitære og bedrevidende.
Ja, gu er mange Soundvenue-anmeldere mennesker der ved mere om splintermoderne hipstermusik end de fleste, men det giver dem ikke ret til at snobbe nedad.

Denne her åh-hvor-er-vi-hipsteragtige tendens har taget kraftig overhånd, da Soundvenue startede var der mere interessant stof og mindre ligegyldig arrogance.
Sat på spidsen: I kampen Kvalitet Vs Prehype omkring hipsterbands, falder SV i stigende grad mod højre. Hvilket er noget ærgeligt.

Rune Hausner

Thomas, jeg vil vedgive at SV slet ikke bør anmelde Medina, af selv samme årsager. Og ja, ved godt at jeg lyder arrogant når jeg synes det er vulgært (men du kender mig. :) ).
Min pointe (set isoleret på Medina, men den var mest ment generel) er blot at på det ene nummer jeg har hørt er hverken lyrik, beats eller omkvæd fedt. Det er jo ikke en gang rigtig sing-along som fx. Lizzie.. Synes ikke består grundpræmissen for pop.

Rasmus Rask Vendelbjerg

Spot on, JKN!

Søren Thuesen

Jeg synes da netop at Jesper anmelder ud fra hvilket segment pladen henvender sig til, netop ved at fremhæve at den plade helt sikkert vil blive et stort hit hos teenage tøser med lavtaljede bukser og breezers i tasken. Det kan da ikke blive mere objektivt. At det så måske er en ligegyldighed eller en fejl at soundvenue overhovedet anmelder den plade kan diskuteres, men den eneste grund til at jeg læser den anmeldelse er sgu da at den har fået så ringe en anmeldelse, jeg ville ikke have læst den hvis den havde fåedt 3 eller 4 stjerner.
Hele det segment som vil købe den her plade læser jo alligevel ikke anmeldelser på soundvenue så jeg forstår ikke den store vrede mod Jesper Knudsen.... Medmindre der selvfølgelig er folk i diskussionen som lige har investeret i velkommen til medina... I hvert fald synes jeg det er for nemt at afskrive anmeldelsen som et udtryk for musiksnobberi eller bedreviden, det er sgu for letkøbt.
Kom med noget nyt...

Malthe Lund Madsen

Til Rune:
du mener at anmeldere skal kunne forholde sig objektivt til en plade for at kunne lave en ordenlig anmeldelse. Men er det ikke bare sådan med musik at det er 100% subjektivt? Man kan jo ikke tale for andre end sig selv når det drejer sig om man kan lide musikken eller ej. Hvis pladen skulle anmeldes objektivt, kunne der jo ikke stå andet end en direkte analyse af musikken og nogle kolde facts som:
bpm: 127
genre: pop/club
dancechart nr 1#
og så en funktionsharmonisk analyse af hele pladen, som nok størstedelen af læserne ikke vil få noget ud af.

Så vil jeg hellere sige som der er nævnt før, prøve at finde en anmelder der faktisk kan argumentere lidt for sin holdninger i stedet for at give pladen lige så lidt som han selv mener pladen har.

Rune Hausner

Malthe: Jeg mener bestemt at der findes nogle relativt objektive iagttagelser som en anmelder bør gøre sig. - Også andet end det du foreslår, og eksemplificeret i hva jeg nævnte i første indlæg.. (som selvf heller ikke er en facitliste).
Som du spørger: "Men er det ikke bare sådan med musik at det er 100% subjektivt?" - Det mener jeg faktisk at en anmelder tildels skal kunne komme udover. Nuvel, en anmeldelse kan næppe beskrives udelukkende objektivt (det ville, som du siger, blive dødsygt), men blandet med anmelderens egen oplevelse af musikken. Et strålende eksempel er (for mig) den nye Arctic Monkeys som er utroligt flot produceret, ret helstøbt og ganske kedeligt og ordinært.. :)

Alexander Kolby

Jeg håber også min plade får 1 stjerne - for wow - sikke en omtale :D

Mads

Mathias Hansen: I dit første indlæg synes jeg ærlig talt, du overdramatiserer temmelig kraftigt. Det der ligger mellem linjerne i anmeldelsen er ikke, at de mennesker der skildres er dårligere mennesker, men at de har en mindre kritisk tilgang til musik end Soundvenue-segmentet har. Det kan du være uenig i, men der er nu alligevel noget om snakken (det baserer jeg på det begrænsede udbud af musikmagasiner omkring genren. De ville nok være der, hvis folk ville læse dem). Jeg kan ikke se, at anmelderen noget sted omtaler Medina-målgruppen som dårlige mennesker. Hvis du tager anstød af "Bacardi Breezer-bællende teenager," så synes jeg, du er temmelig sart. Det er ikke nedladende, men et forsøg på en humoristisk beskrivelse af målgruppen.

Forresten Hr. ikke-absolutist, hvad er den "gængse grænse for fordomsfuldhed i en anmelderterminologi"?

Kid A: Du skriver "I min optik er ”Kun for dig” mindst lige så god som ”With Every Heartbeat” og meget bedre end hvad som helst kedelige Lily Allen har udgivet. Men bare fordi Robyn har lavet 2-3 gode numre (på 10 år) gør det jo ikke hende til en god albumkunstner. Medina’s album er langt langt fra 6 stjerner, men 1 stjerne er det heller ikke."
Er det du skriver her ikke, at du har ret i din vurdering af Medina, Allen og Robyn, og at Jesper tager fejl? Du får ihf. givet en vurdering af alle tre, der ikke lægger op til diskussion. Og hvis du vil have, det skal tages alvorligt, er du så ikke nødt til at tage Jespers holdning alvorligt?

Oskar Hansen: Du forklarer ikke, hvorfor anmeldelsen snobber nedad. At Jesper ikke kan lide pladen, og at pladen appellerer bredt, betyder ikke, han nødvendigvis hader bred musik.

Søren Thuesen og Malthe Lund Madsen: Jeg er helt enig. Denne objektivitet, der tales om i debatten her eksisterer ikke, og det er derfor håbløst at forvente den. Anmelderen påstår ikke, han fremlægger en objektiv sandhed, men blot sin egen vurdering.

Jeg kan godt lide, at Soundvenue også anmelder de brede plader. At denne plade ikke får en god anmeldelse betyder ikke, den ingen eksistensberettigelse har.

Anders Cold

Mads: I det store hele er jeg meget enig i dit indlæg.

Jeg læser ikke anmeldelsen som fordømmende overfor det segment, Medina henvender sig til. Der er jo ingenting galt med at være en "Bacardi Breezer-bællende teenager" – vi har alle været der engang. Min musik indtil 16-års alderen var f.eks. en stram diæt af tvivlsom 90'er-eurodance. Så er jeg ude af busken.

onceupon

1 stjerne passer godt til det forum, som pladen er anmeldt i.

Kid A

Tager skam Jesper alvorligt. Skrev jo netop at han går en stor fremtid i møde som seriøs anmelder. Jespers anmeldelse er så genial, at den snildt kan bruges som ”søg-og-erstat” skabelon til kommende Soundvenue anmeldelser. Skift for eksempel Medina ud med Nephew og ”Bacardi Brezzer” ud med ”bajer” så er den anmeldelse (næsten) hjemme. Resten af anmeldelserne kan Soundvenue fortsætte med at plagier fra Pitchfork, Uncut, Rolling Stone og NME. I listen over Soundvenue anmeldelser bliver Medina efterfulgt af Richmond Fontaine. Selvfølgelig er der ikke et øje tørt der – ren ekko af Uncut.

Jesper Nykjær Knudsen

Det er jo en interessant debat, den her.

@Matthias Hansen
Selvfølgelig er jeg bevidst om, at jeg skriver for Soundvenue, og naturligvis har man sin læser i tankerne, når man skriver. En journalist på Weekendavisen og en journalist på M! etablerer jo også en form for indforståethed med deres respektive læsere. Hvori består problemet her?

@Audio Video Disco
Jeg kunne jo være polemisk og sige, at det er dig, der læser noget negativt ind i forstæder. Må jeg i øvrigt minde om, at det kun er bilstereoerne, jeg knytter til et provinsbillede (og her ved jeg i øvrigt, hvad jeg taler om - jeg er selv født og opvokset i provinsen). Men resten – de lavtaljede jeans, diskoteker, Paradise Hotel-dyrkelse – findes i lige så høj grad i storbyen. Og er jo heller ikke pr. definition negative begreber, med mindre man selv subjektivt synes det.
I øvrigt er det vel ikke værre at referere til provinsiel tomgang end til storbyens fremmedgjorthed/overfladiskhed, som det er lige så almindeligt at tage fat på. At pege på negative ting (om det så er ved provinsen eller storbyen) er jo desuden ikke ensbetydende med, at man fuldstændig afviser al værdi ved den. Og lad mig tilføje, at en plade meget gerne må minde mig om provinsen, hvis bare den gør det på en interessant måde. Det er Peter Sommer f.eks. ret ferm til.

@Malthe
Helt rigtigt. Anmeldelser kan aldrig – og skal ikke være – objektive. Anmelderi er som genre subjektiv. Det er en enkelt person, der formidler sin oplevelse og vurdering af et kunstprodukt – på baggrund af den erfaring og horisont han har indenfor området, som gerne skulle kvalificere ham. Andet skal han ikke forholde sig til. Som anmelder er det ikke ens opgave at begynde at gætte på, hvad alle mulige andre mennesker mon vil synes.

@Kid A
”Kun For Mig” er et glimrende hit, og det kunne jo sagtens være, at albummet levede op til det. Det gør det efter min mening bare så langt fra. Og jeg synes simpelthen ikke, du har ret i, at jeg går efter manden m/k. Jeg skriver på intet tidspunkt om Medina som person, men tager udelukkende udgangspunkt i musikken. Og at skrive ”indie-snobberi” bare fordi jeg kritiserer en poppet plade, er altså lige så overfladisk som det er usagligt. På den måde kan man jo pr. automatpilot afvise al kritik af popmusik.
Det er også temmelig letkøbt, når du afskriver Soundvenues anmeldelser generelt som plagiater af Pitchfork, NME osv. Der er i det hele taget ret stor forskel på den argumentation, du selv lægger for dagen og den argumentation, du forventer af andre.
Også lidt ærgerligt, at du til sidst vælger at gemme dig bag tyk ironi (”denne anmeldelse er så genial…”, ”…stor fremtid som seriøs anmelder…”). Dybest set siger du – temmelig nedladende – at du engang ville have haft samme holdning som mig, men nu er du blevet ældre og klogere. Derfor kan du nu se, at det kun kan være udtryk for indie-snobberi, hvis man synes dette album er dårligt. Det er der ærlig talt ikke meget bold i.

@Anders Cold
Du har helt ret. Og jeg har også selv været der. Dengang var det bare Mikado og Pisang Ambon i stedet for Breezers :-)

Jesper Fuglevig

Det er en af de sjoveste debatter jeg har siddet og læst - ved ikke hvem jeg giver ret i hvad, men i min smag er dette virkelig ikke en god plade.... Men jeg kan bare generelt ikke lide denne type musik - den gør ikke noget for mig..... Dog jeg forestiller mig at man sagtens kan komme til at tage sig selv i at danse med til nogle af numrene når man er i byen, for der kan sådan type musik skabe en anden stemning i forhold til at sidde derhjemme i sofaen og prøve at nyde Medina

Kid A

Synes også det er en funny debat, men Soundvenue trænger sgu også til lidt gas ellers går de hen og dør i egen indforståethed. Bemærk i øvrigt, at ingen er uenige i at albummet ikke er specielt godt, det er det heller ikke….for fanden selv Medina synes sikkert det er et skod album. Da jeg havde læst Jespers geniale anmeldelse (det er den), klikker jeg på Jespers navn for at se hvorfor en fisk han mon er, ser at han følger alle de ”rigtige” bands og er 29. Bingo, måske er det derfor anmeldelsen er skrevet som den er? Så viser det sig minsandten at Jesper ikke er 29, men 37 somre (troede kun det var piger som Medina som blev opgjort i antal ”somre”). Okay, så der faldt min argumentation til jorden, faneme unfair af Soundvenue.

Jesper mener at beslægtede Robyn og Lily Allen har mere i sig. Medina er sgu da ikke beslægtet med de to Pitchfork hypede navne. Medina forsøger sgu da at ligne Britney og Madonna. Vise lidt patter og småbitche lidt, så køber drengene nok vores ”musik”. Fatter ikke hvordan Soundvenue kan give sådan en gang lort som Britney 5 stjerner – okay det gjorde NME sikkert også.

Jesper synes det er letkøbt, at påstå at Soundvenue plagier Pitchfork osv, men han vil ikke afvise det. Selvfølgelig er det letkøbt, det er lige så letkøbt som at påstå at alle præster stemmer på SF og at DR er indfiltreret af Socialdemokrater, selvom det er rigtigt.

Bemærk, at Jesper (nu) medgiver at ”Kun for Mig” er et glimrende hit. Læste jeg rigtigt? Jesper skal passe på at han ikke kommer ud af sync med Soundvenues målgruppe.

Jonas Toft

Skal vi ikke undlade at bruge navnet Jesper konstant (forstår ikke helt hvorfor man altid skal blive så personfikserert og 'opsnuse' hvad anmelderen lytter til, hvor gammel han er osv - så snart man er uening i en anmeldelse). Let's all just agree to disagree and move on.

Kid A

Jonas, det er en fair pointe. Det har ikke været min hensigt at svine anmelderen til. Prøvede bare at drille lidt, gik sikkert over stregen. Beklager. Tak for "debatten" om et skod album, ingen kan li'. Jeg tager mig en Bacardi Breezer til "Kun for Mig".

Jonas Toft

Jamen så bæller jeg med. Skål alle debatører :-)!!!

Jesper Fuglevig

Til bunden - så bliver musikken bedre :)

Jesper Nykjær Knudsen

Kid A, jeg synes ikke, du gik over stregen. Jeg var bare uenig i nogle af de ting, du sagde, og det er jo helt reelt. Det er jo dét, debatter består af, så ingen problemer.

Og ja, "Kun For Mig" har helt sikkert godt af at blive skyllet ned med en Breezer. Og måske et Ga-Jol-shot oveni for good measure. Så jeg er med på den skål... :-)

Firehead

Forkert anmelder til det her album. Nu har jeg ikke hørt albummet har kun hørt snips. men af det jeg har hørt lød det godt. Medinas tekster er ikke bedrevidende eller specielt gennemtænkt. men de er menneskelige og rå. det samme gælder for beatsene der tilhører. Det vil sige de to ting går godt i spænd og har derved en rød tråd. det er minimalistisk chopped house/soul/pop som går direkte ind i arbejderklassens hjerter, og sikkert også i de fine breezer drikkende tøser. det er det de unge nu til dags vil ha' jo. Jeg synes klart "Kun for mig" er genialt lavet og hendes stemme fanger mig. den er baseret på en sand historie så vidt jeg ved hvilket man ikke kan sige om mange andre topsælgende numre. det gør det for mig mere relaterende. men alt er jo relativt med forskellige briller på. forkert anmelder. find en proletar der er ligeglad med fyrværkeri og glimmer som bare går efter noget musik med sjæl i.

Christian Dalgas

Behøver du virkelig at puste til gløderne af denne debat. Alt er jo blevet diskuteret i hoved og røv. Nu hvor debatilden vil begynde at brænde igen, så vil jeg hælde benzin henover gløderne; eller i hvert fald forsøge.

Jeg synes at man kan konkludere ud over denne debat at meningen om hvad er godt musik eller dårligt musik er totalt afhængig af ens smag. En perfekt løsning kunne være at man fandt den perfekte person ( altså en dedikeret fan eller bare en der er vant indenfor genren) til at anmelde albummet. Men der er et problem ved, blot at alle albums så vil få anmeldelser med fem-seks stjerne og masser af ros konstant.
Firehead du siger jo at det er en forkert anmelder man har valgt til denne plade, men som jeg ser det, har Soundvenue en vis kundegruppe at pleje og er så vidt jeg ved ikke "proletarlignende" borgere, men derimod folk der hører mere eller lettere alternativt musik om så det er hip hop, punk, rock eller electronica.
Set ud fra "proletarernes" synspunkt og endda mit synspunkt rummer Medinas numre en del kvaliteter. Det er minimalt, enkelt lavet med god fornemmelse for melodi og tekst som er nem at huske. Men hvad jeg tror er problemet ved
Medinas plade er at den ikke er særligt slidstærk.
Slut herfra.....

Firehead

det vil tiden vise. mit bud er at nummeret "kun for mig" vil blive spillet og husket mange år frem, et skud fra hoften vil på de danske spillesteder være i højde med "robin s - show me love" til "bdr. olsen - smukt som et stjerneskud" den svinger lidt imellem der haha. men nummeret er Fire, så spillested eller ej, vil det nå asken har lagt sig, ligge i klassikerskuffen..min intuition tager sjældendt fejl....og hvis det er sandt så har albummet KUN grundet det ene nummer fortjent mere end 1 stjerne.....man giver ikke klassikere 1 stjerne ...slut herfra

Sif Hesselvig

I har ikke forstand på musik anyway. For Medina rocks!!!<3

Alexander Julin

sådan skal det siges sif! HAHAHAHA

Asha Terne

Yeah, alle albums skal kommenteres og debatteres på denne måde - det er det holder!!!

Jeg har kun hørt de to radiohits og Velkommen til Medina-sangen er... hvad kan jeg sige? Hendes stemme er som anmelderen nævner endemensionel og det rytmiske virker samlebåndsagtigt, teksten er håbløs - alle skodlamper blinker og vinker, men jeg kan ikke gøre noget:

Det er årets guilty pleasure!


Anders Cold

Jeg hørte 'Rick Ross' nede i en TP-musik, hvor jeg stod og købte julegaver. Jeg var fandeme solgt, også selvom hun bøffer (eller skulle man sige 'citerer'?) lyrik fra Albertslund Terrorkorps og Maskinen. Det slutter bare lidt uforløst, det nummer, men nåja, hva' fa'en...

Jonas Kleinschmidt

Velkommen Til Medina er årets sang.

Simon Jarnit

@ Anders Cold
Og ATK er jo bare et remix af Sivas Hustla Hele Dagen, som kommer af Rick Ross' Hustlin'. Så hvem bøffer fra hvem? Hun er i det mindste den eneste der nævner originalen.

Anders Cold

Simon: Arrrh, på den måde. Det var gået helt over hovedet på mig!

holdhold

@ Kid A
På mig lyder det som om du har en bæuf med Pitchfork og andre hype-medier, mere end Jesper har med Breezer-trunter?

Det var en virkelig indsigtsfuld anmeldelse IMO og jeg sys bemærkningen med Breezer-bællende teenager var sjov! Man skal da være mere end almindeligt stram i betrækket, for at få rynker af den slags.

Sif Hesselvig

Yes :D.
Og hun har 2 sange på listen over årets hits 2010! :D
Den ene var vist nr. 26 (Velkommen til Medina) Og den anden (Kun for mig) Nr. 3!!! Ud af 100.

Lasse Østermark

jeg synes det er en dejlig anmeldelse...

For at deltage i debatten skal du være logget ind som bruger. Log ind øverst på siden til venstre, eller opret en profil her.
 

Seneste nyt

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 


 
 
 
 
 
Breakin' Sound 2012: De 10 mest lovende nye udenlandske navne  11/01
30 album du skal glæde dig til 17/01
Guide: Hele historien om Lana Del Rey i 10 trin 20/01
Guide: Modeugefester uden gæstelister 31/01
Se billeder fra Soundvenue x 55DSL Fashion Week Party på Charlottenborg 04/02