Kings of Convenience – de stille virkemidler

Kunstner Kings of Convenience	Titel Declaration of Dependence
Selskab EMI	Hent albummet:

Siden den skelsættende debut 'Quiet Is the New Loud' fra 2001 har Erlend Øye og Eirik Glambek Bøe kapret horder af musikalske undersåtter med melodisk guitarmelankoli. Nordmændenes seneste udspil inviterer atter indenfor i et musikalsk kongerige, hvor sammenspillet mellem afdæmpet guitarvirtuositet og blid vokal skaber følsomme stemninger. Hitperlerne skinner dog ikke så kraftfuldt, som på de to forrige album. Til gengæld fremstår 'Declaration of Dependence' mere sagte, minimalistisk og eftertænksomt.

Om Erlend Øye med The Whitest Boy Alive har fået luftet alle sine dansable ideer og lyster skal være usagt. Men på Kings of Conveniences tredje album er den musikalske løssluppenhed skrumpet gevaldigt ind, og folkduoen koncentrer sig i højere grad om den stille skrøbelighed, de indsmigrende melodier og sørgmodig hygge. På de elegante 'Renegade', '24-25' og 'My Ship Isn't Pretty' smelter Øyes stemme og de akustiske guitartoner således sammen til en musikpoetisk bombe, der kan smelte selv de mest forfrosne tårekanaler. Duoen mestrer den musikalske ro med største selvfølgelighed, og med minimale virkemidler og et adstadigt tempo er de eminente til at skabe små eftertænksomme huller, hvor lytteren kan parkere sine sindsstemninger.

Selvom albummet i form af 'Mrs. Cold', 'Boat Behind' og 'Peacetime Resistance' tilbyder et energisk islæt, rummer det dog ikke det veloplagte hitpotentiale, som kunne give virilitet og ligevægt til de resterende, inderlige numre. Og det er synd, for det vil have gjort albummet mere helstøbt og holdbart.