Tyondai Braxton – cirkus-agtigt antiklimaks

Kunstner Tyondai Braxton	Titel Central Market
Selskab Warp/VME	Hent albummet:

Det er efterhånden længe siden indieverdenen gjorde sig klart til at gå amok over 'Central Market'. Godt nok har Tyondai Braxton tidligere udgivet et soloalbum, de færreste tog nogen synderlig notits af, men det var i 2002 og altså længe før, han sammen med resten af Battles kom på alles læber. Så meget desto større er antiklimakset desværre.

Man sidder dér og glæder sig, sætter albummet på for første gang, og så indleder 'Opening Bell' gudhjælpemig med noget, der minder om teatralsk klovnenummer i Cirkus Benneweis. En ligegyldig klavermelodi, kæk fløjten, flade blæsere og storladne strygere snor sig infantilt og forudsigeligt ind og ud mellem hinanden. Den skæring bliver afløst af 'Uffe’s Woodshop', der ville passe bedre til et hæsblæsende hestenummer, hvor akrobaterne suser rundt i manegen, mens orkesteret understreger de halsbrækkende aktiviteter med dirrende strygerstykker i galoperende tempo. Mimeren er den næste på plakaten, men her bliver det rent faktisk rigtig interessant, for guitarspillet på den afdæmpede 'The Duck and the Butcher' er helt og aldeles sublimt.

Hele vejen igennem giver Braxton den som uhøjtidelig komponist, hvis poppede kompositioner unægteligt låner en del fra især Raymond Scott, som det fleste sikker kender fra Warner Brothers' berømte 'Looney Tunes'-tegnefilm, men som mangler Scotts visioner. Braxton har sine øjeblikke, og han er stadig en fremragende guitarist, men nogen grund til at gå amok over 'Central Market' er der ikke.