The xx – minimalismens triumf

Kunstner The xx	Titel xx
Selskab XL/Playground	Hent albummet:

Det enkle kan sige mere end det komplicerede og komplekse. Og er man til overtænkte rytmesektioner, ekvilibristiske guitarudskejelser og progressivt tøndespil, kan man godt begynde at lede et andet sted end her. De britiske debutanter The xx dyrker nemlig en altoverskyggende, sortladen minimalisme, der fra start til slut dominerer de 19-årige London-hipsters dunkle og ekstremt stemningsfulde popunivers.

Med et skærende enkelt guitarhook, en sparsom baslinje og programmerede trommer siger den fantastiske instrumentale åbner 'Intro' næsten det hele. Det handler om at tage fra i stedet for at putte på. Tænk tidlig The Cure, bare nedbarberet og langsommere. Kvartettens musikalske mikrokosmos bliver dog for alvor løftet op i de højere luftlag af vokalsamarbejdet mellem dreng/pige-parret i front, Oliver og Romy, hvis tilbageholdne og hviskende stemmer på resten af albummet symbiotisk kredser om hinanden som yin og yang. Den unge og evigt besværlige kærlighed er sjældent formidlet så ægte.

Ligesom kærligheden omkredser The xx's musik i høj grad også forventning og forløsning, hvilket på smukkeste vis demonstreres på 'Crystalised', der to gange bygger sig selv op til et minimalistisk klimaks af dimensioner. 'Islands', 'Basic Space' og 'Heart Skipped a Beat' er med deres natteklingende spøgelsespop yderligere højdepunkter, men den helt store bedrift er dog uden tvivl, at The xx ved hjælp af så lidt har skabt et så stort debutalbum, der på inderligste vis formår at gå ud over musik og blive en stemning, man forsvinder i.