Jay Reatard – pletfri bissepop

Jay Reatard er manden uden en lad side, og han fortsætter ufortrødent sin raptus af udgivelser. Fire solo-fuldlængder på lige så mange år er det blevet til plus løst og fast i så svimlende mængder, at det kan undre, hvornår han finder tid at trække vejret.

De seneste to salver har dog været rene singleopsamlinger, og dette er således hans første rigtige soloalbum siden 'Blood Visions'. Og hvis man ikke har fulgt hans karriere siden 2006, da netop det album stak sit grimme, arrede fjæs frem, kan det chokere, hvor velopdragen Jay Reatard efterhånden tager sig ud lydmæssigt. De tweepoppede tendenser, som luftedes på sidste års 'Matadormix', blomstrer her i fuldt flor, og aggressionerne rumsterer kun sagte under overfladen. Man kan dårligt kalde det punk længere, bissepop er nok et bedre ord.

Selv Brian Wilson kunne have været stolt som en pave af numre som 'My Reality', 'Hang Them All' og især 'Wounded', der hver for sig rangerer blandt noget af det bedste, Jay Lindsey til dato har præsteret under sit alias. De er ganske enkelt hæsblæsende catchy, og det er også symptomatisk for albummet som helhed.

Man kan studse over inklusionen af den lidt klodsede 'I'm Watching You' midtvejs, når det var det svageste led på hans 'Matador Singles 08'-opsamling. Men det er også eneste anke på et ellers pletfrit album. Det er næsten trivielt at skulle konstatere det, men Jay har gjort det igen.