Iggy Pop
Man ser det for sig: Iggy Pop sippende rødvin på en lurvet fransk bar omgivet af en klynge belæste bohemer med krøllede habitter og tilbagelænet coolness. I hvert fald er det dét indtryk, man efterlades med, når man hører det seneste, sælsomme opus fra alle tiders rockrebel nummer et igennem.
Her giver den evige outsider den gas i rollen som Serge Gainsburg-inspireret dommedags-crooner med kontrolleret sløset stemmeføring. Det her er kunstnermytomani for fulde sejl. Tænk franske tekster med amerikansk accent, genremæssig skøjten mellem chanson, ustemt barpiano, hyggejazz og beskidt bluesrock. Og top så det hele med inspiration fra den kontroversielle franske forfatter Michel Houellebecqs dystopiske roman ‘Muligheden af en ø’ om det moderne samfunds sædelige forfald.
Oven på den mislykkede hulemandsrock på forrige års comebackalbum med de gamle kumpaner i The Stooges, er der noget frigørende ved, at Iggy Pop denne gang tager på fransk visit i grænselandet mellem beatnik-poesi, spoken word og jazz ‘n poetry, hvor åndsbroderen Tom Waits også driver rundt. Og ja, det er fucking prætentiøst og ind imellem ufrivillig komisk, men når der falder uslebne juveler som den synth-bårne ‘Party Time’ (der vækker minder om det semi-elektroniske mesterstykke ‘The Idiot’ fra 1977) og den bistre oplæsnings-tour de force ‘A Machine For Loving’ af, ja, så kan man trods alt ikke andet end glæde sig over, at den kunstneriske ild fortsat brænder.