Kunstner
When Saints Go Machine |
Titel
Ten Makes a Face |
Selskab
EMI |
Hent albummet:
 |
Fire numre inde på københavnernes debutalbum er det kun et par arme i vejret, der forhindrer mig i at skrive mere end en håndfuld stjerner på papiret. For det er fire numre, der legende let danser udenom den elektroniske pops største faldgrube, nemlig at blive sterile, nerveløse formsager. I stedet lukker kvartetten op for en mørkere, roligere lyd, end den de signerede sidste års ep med. Nikolaj Vonsilds vokal er charmerende dyb, melodierne mere beherskede, og på den måde formår When Saints Go Machine at skabe den magiske blanding af dyster melankoli og forførende pop, som blandt andre Junior Boys og Hot Chip til tider også mestrer.
Singleforløberen 'Fail Forever' er det mest enestående eksempel. Beatet er stadig insisterende nok til at fungere på dansegulvet, men samtidig giver omkvædets strygertema og Vonsilds køligt kontrollerede vokal det hele et strøg af noget meget større end 'blot' et dansevenligt og soulet synthpop-hit. Og 'You or the Gang' er næsten lige så betagende med sin forførende cool attitude.
Men – ja, der er jo lagt op til et men her – så tager det hele en mærkværdig drejning, når 'Spitting Image' slår over i ren eurodance, der virker så malplaceret, at selv ikke et glimt i øjet kan forklare det. Og 'Head Over Heartbeat's marcherende beat havde også taget sig bedre ud på ep'ens mere ferske udtryk.
Så når When Saints Go Machine vender skuden igen på de sidste numre, forstærker det blot indtrykket af, at der klart er et par numre, der burde være skiftet ud.