Datarock – modent og mindre lummert

Grimme solbriller, småkiksede, røde joggingsæt og semipervers 80'er-stemning. Herrerne i Datarock, Fredrik Saroea og Ketil Mosnes, havde ladet bøssen med stram synthpop, kitschet gaydisco og elektropunk på deres første album 'Datarock Datarock'. Resultatet var en succesrig, dansabel hybrid mellem Modern Talking, Devo og Happy Mondays. Og selvom udtrykket er blevet mere modent og sobert, skyder Datarock stadig skarpt med 80'ernes melodiske arvegods på duoens andet album.

Datarock har aldrig lagt skjult på, at de klipper, hugger og stjæler lydbidder fra populærkulturens aktører. På 'Red' er der skruet en tand op for kleptomanien og ned for den boblende promiskuøse lummerhed. Brudstykker af Bowie, Byrne og Fela Kuti smeltes sammen til en multikulturel 80'er-lyd, hvor tekst og musik måler pulsen på den postmoderne verden. Det er sprudlende, virilt og giver Datarock en mindre kejtet og kantet lyd end forgængeren. Samtidig er Saroeas vokal blevet lækker-blød, guitaren larmer stramt i funkrytmer og synth-toner vækker minder om new romantic.

De dansable knaldperler 'Give It Up' og 'Dance!' vil med garanti antænde skosålerne på sommerens dansegulve, mens 'In the Red' og 'The Pretender' indbyder til en langsom og skummel affære i et mørkt hjørne.

Med 'Red' er Datarock kommet igennem den svære toer med stil, men det ændrer dog ikke ved, at de forbliver et kuriøst indslag, når først sveden fra den ekstatiske hoppen på dansegulvet er blevet kold.