El Perro del Mar – en Bergman-film med fesen synthesizer

Mine venner enten hader eller elsker svenske Sarah Assbring aka El Perro Del Mar. Hun er enten dødkedelig eller helt fantastisk. Selv bliver jeg stadig cancergrå af ubehag, når jeg hører 'Dog' fra debutalbummet. Altså på den gode måde. Desværre er det bare som om, den isblå melankoli er sovset lidt for meget ind i behagesyge synths på El Perros seneste ep med den ellers så lovende titel 'Love Is Not Pop'. Og så er det, at man modvilligt begynder at forstå de venner, der synes, hunden fra havet kan være lidt vindtør.

Musikalsk set er ep'en ellers klart Assbrings mest vellydende. Den spartanske kammerpop er erstattet af et mere fyldigt lydbillede med flere instrumenter. Det gør stemningen i musikken langt mindre højtidelig men desværre også bare mindre insisterende og mere baggrundsagtig. Assbring synger med sin florlette, lyse stemme, og teksterne virker oprigtige og sårbare. Men det bliver bare ensformigt. Og lidt for pænt. Det gør ikke rigtigt ondt nok.

El Perro stråler som en frostklar vintersol på det hjerteskærende åbningsnummer og Lou Reed-coveret 'Heavenly Arms', men den kuldslåede 80'er-synth på 'L Is For Love' virker tam, og den kejtede og alt for lange 'It Is Something (to Have Wept)' er en tand for corny. Assbring citerer i pladens titel Bertoluccis 'Sidste tango i Paris', men det er sgu mere mismod a la Bergman, jeg savner. Både smerten og talentet er der jo.