Ben Kweller

Det er ganske interessant at følge 28-årige Ben Kwellers musikalske udvikling. Tag blot et lyt til Radish, som den kun 12-årig Kweller startede i 1993, og som havde en del succes med deres grunge-inspirerede rock. Det blev til to album, og sidenhen har Kweller bevæget sig i en mere afdæmpet og folket retning.

‘Changing Horses’ er Kwellers fjerde soloalbum, og her har den musikalske retning fået et nyt skub til en mere countrypræget lyd. Flere numre har pedalsteel og dobro, som giver den helt rette country-feel, men Kweller blander også gerne flere genrer oveni hinanden, som i ‘Sawdust Man’ der er et herligt mix af countryrock med et stort strejf honkytonk-piano, som giver den rette barstemning.

Når Kweller blander genrerne og giver los i konventionerne, lever albummets sange i bedste velgående, men det sker desværre for sjældent. Modsat bliver det nemlig lidt kedeligt og omsonst, når han prøver at gå de store countryhelte i bedene som i ‘Things I Like to Do’, der lyder, som en klassisk countrysang vel skal lyde, men ikke har Kwellers bid og særpræg, som alt for sjældent viser sig.

Vokalmæssigt gør han det yderst habilt, og ganske vist har ballader som ‘Old Hat’ og ‘Homeward Bound’ deres smukke øjeblikke, men Kwellers country-udtryk lyder stadig til at være alt for baseret på, hvordan rigtig country skal lyde i stedet for at spille den, som han selv føler, den skal lyde.

Ben Kweller. 'Changing Horses'. Album. ATO/Bonnier Amigo.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af