St. Vincent – mellem dramatik og kedsomhed

Begrænsning er en kunst, den krølhårede charmetrold St. Vincent absolut ikke tilslutter sig. På sit andet album 'Actor' humørskifter hun ufortrødent mellem piblende poetiske passager, der lyder som soundtracket til skovbunden i Rold Skov, og mere temperamentsfulde og støjskingre udbrud, som straks omdanner skovbunden til noget nær et spejlglat dæk på Oslobåden.

Er man vanemenneske, vil man formentlig straks kaste sig overbord. Er man derimod til vekslende sindsstemninger, teatralske scenarier, papkassetrommer, fløjter og klarinetter udsat for pludselige, støjende bagholdsangreb, vil man stensikkert finde en åndsfælle i St. Vincent, hvis barnepige-blide vokal står som albummets omdrejningspunkt. Hverken Norah Jones, Kate Bush eller Björk har tydeligvis levet forgæves, og som de to sidstnævnte ynder St. Vincent at udfordre popmelodien med sine egne alternative virkemidler.

Den slags kontrolslip og umiddelbare musikalske tilgange forekommer både sympatiske og forløsende i al deres rummelighed og intensitet, men i St. Vincents tilfælde overskygger albumtitlens forkærlighed for teatralske lydlandskaber sine steder melodisikkerheden, og udgivelsen drukner lidt for ofte i velmente bestræbelser.

Der er bestemt flere grandiose og dramatiske momenter, men uanset om St. Vincent forsøger at beherske den blide eller den mere forvrængede klang, sidder kedsomheden paradoksalt nok på lur i venteværelset, og albummet når, med enkelte undtagelser, aldrig de rette stormfulde højder, som det ellers åbenlyst indbyder til.