Doom – mere bag masken

Han bærer en jernmaske for ansigtet, kalder sig superskurk og snøvle-snakker mere, end han egentlig rapper. Og så har Doom (der har droppet MF i navnet) en kultstatus, som er de færreste forundt og som gør hans første soloalbum i fem år til årets måske mest hypede i hiphopkredse.

'Born Like This' har fundet sin titel i Charles Bukowskis digt 'Dinosauria, We', som samples og starter den dystopiske 'Cellz', som siden slår over i Dooms skæve rap og skarpe udsyn og ender som en stærk hyldest til samfundets outsidere. I lighed med den afdøde forfatter forsøger Doom også at skabe et særegent univers, hvor der tages lyrisk livtag med den gådefulde eksistentialisme – ofte gennem fantasifulde og overlegne karakterer som alle er rapperens alter egoer.

Men det univers får Doom aldrig helt på plads på albummet, der også savner den nerve, homogenitet og gennemførte opfindsomhed, der har karakteriseret hans tidligere plader og projekter med eksempelvis Madlib og Dangermouse. Det virker som om, at Doom har forsømt at udvikle sin stil, ligesom jeg har svært ved at se pointen i de tre numre, hvor han overlader mikrofonen til andre, samt genbrugen af flere gamle produktioner.

Så kan det godt være, at det hele er stramt og originalt fremført med vanlig sans for krøllede rim, der i en lind strøm flyder på en bund af oftest sprøde og avantgardistiske beats. Men der gemmer sig bare mere bag masken og måske ville det i virkeligheden klæde ham at smide den næste gang.