Conor Oberst – som brødre vi dele

Der er én anmelderkliché, der ofte bliver brugt til at beskrive Conor Oberst, nemlig at han er sin generations svar på Bob Dylan. Som regel ud fra det ræsonnement at de begge startede tidligt ud, samt at de opererer inden for samme musikalske felt, hvor inspirationen hentes hos tidligere generationers country-, blues- og rockspillemænd.

Skal man forholde sig nuanceret til automatkarakteristikken, er Obersts seneste albumudspil 'Outer South' et godt sted at starte. Ikke fordi han og backingbandet The Mystic Valley Band her leverer en ny 'Blood on the Tracks', men fordi de gentager et karrieretræk, det aldrende ikon tidligere har præsteret sammen med The Band: Et rodet, holdindsats-orienteret rockalbum.

Ikke alene leverer albummet en solid dosis guitarrock med vind i håret og fuldfede orgelbrus. Den karakteristiske frontfigur har såmænd også udliciteret sangskriver- og sangeransvaret på syv af albummets 16 numre. Uden tvivl godt for sammenholdet, men desværre hæver de resterende medlemmers bidrag sig ikke over det middelmådige.

Til gengæld er ankermanden flere steder i topform og demonstrerer, at han både mestrer de rankryggede, solbeskinnede uptempo-numre (bare hop i Corollaen og smæk 'Slowly (Oh So Slowly)', 'Cabbage Town' og 'Nicorette' på bilstereoen!) såvel som de helt nedbarberede og nøgne ballader, ikke mindst på det rygradsrislende højdepunkt 'White Shoes'. Så forhåbentlig har Conor Oberst fået udlevet sit sociale behov i tilstrækkelig grad til, at han næste gang kan levere en koncentreret og helhjertet soloindsats.