Dälek

At kalde Dälek for en hiphop-gruppe er lidt ligesom at kalde Kubricks ‘2001: A Space Odyssey’ for en sci-fi-film. New Jersey-duoen har over de seneste ti år fået kultiveret en lyd, der i sin sofistikerede brug af støj og muterede reallyde er dybt unik – en art dionysisk støj-filosofi der har iscenesat dem som hiphoppens svar på My Bloody Valentine – hvis altså My Bloody Valentine var en flok misantropiske, politisk indignerede gadepoeter. Der er nemlig ikke megen optimisme at finde på ‘Gutter Tactics’.

Albummet starter med et lydklip af den stærkt kontroversielle præst Jeremiah Wright, der detaljeret beskriver, hvordan USA’s historiske fremdrift er baseret på statsterrorisme. Et sample som Dälek selv følger op med følgende svada om Obama: »A black president don’t ensure the sun shine / a rich president represent his own kind« – så meget for håbet om forandring. I Däleks dystopiske univers er verden stadig sort i sort, og de revolutionære tendenser i MC Däleks tekster står stærkere og mere tydeligt end nogensinde før. Til gengæld er teksterne bestemt ikke særligt tydelige på ‘Gutter Tactics’. Den ofte multitrackede og forvrængede vokal er på mange af numrene ved at drukne i de uhyggeligt detaljerede støjlag – et modigt, næsten selvudslettende, æstetisk valg der igen giver minder om My Bloody Valentines lignende strategier.

Det er ikke alt på ‘Gutter Tactics’, der fungerer. Til tider mangler der fremdrift i produktionerne, og de tunge, fodslæbende beats ligger ofte meget tæt op ad hinanden. Men på trods af det er det et af den slags album, der hele tiden kryber længere ind under huden på dig, som en subliminalbesked hvisket af en gal gadeprædikant fra en tilfældig gyde i hjertet af Metropolis.