Crystal Antlers

Rygterne vil vide, at de seks vildbasser i Crystal Antlers kan blive de sidste til at udgive på det skelsættende indie-pladeselskab Touch and Go. Finanskrisen kradser i en i forvejen hårdt presset branche. Ovenpå den sprængfarlige debut-ep har spændingen været ulidelig inden udsendelsen af ‘Tentacles’, men interessen for bandet udspringer i lige så høj grad fra deres notorisk flittige turnéaktiviteter. De har spillet på biker-klubber, en luksusyacht og rundt om hjørnet fra, hvor du bor.

I foromtalen har man bemærket en psykedelisk åre hos Crystal Antlers, og deres fremtrædende brug af orgel kan bekvemt kobles til blandt andre The Doors og Deep Purple, ligesom der stedvis er spor af bluesrock, men Crystal Antlers buldrer så voldsomt af hardcore, at overvintrede blomsterbørn vil blive skræmt. Allerede på åbningsnummeret ‘Painless Sleep’ klasker organist Victor Rodriguez så hidsigt på sit instrument, at det lyder som om, han bruger knytnæver. Henover intense udladninger som ‘Time Erased’, ‘Andrew’ og ‘Several Tounges’ fræser guitarfeedback fra Steve Albinis Big Black-skole af sted, mens forsanger Jonny Bell hyler knapt forståelige eder ind i mikrofonen, så selv David Yow fra Jesus Lizard må billige det.

‘Tentacles’ er et album, der balancerer på vanviddets rand, men som inden faldet slår kløerne i melodier, der i al deres harskhed faktisk bliver elegante. Nøjagtigt hvad Touch and Go advokerer for, hvorfor ‘Tentacles’ ville være et værdigt – om end beklageligt – punktum.