Gang Gang Dance - sprudlende kreativt genreanarki

Jeg tabte kæben, første gang jeg lyttede til 'Saint Dymphna'. Gang Gang Dance tilhører New Yorks kunstmiljøs absolutte jetset, de har tourneret med Sonic Youth og Spank Rock, samarbejdet med Boredoms og bidraget til den prestigefyldte Whitney Biennial. Kultdyrkelsen er enorm, og i 2005 begik de et fint album med 'God's Money', men de højder, de når på 'Saint Dymphna', har de aldrig før været i nærheden af.

Albummets post-elektroniske genreanarki er noget af det mest kreative og unikke, de sidste års musikhistorie har budt os. Kvartetten trækker i højere grad end tidligere på inspiration fra elektroniske genrer som tidlig IDM og house, men det kommer altid til udtryk gennem halvt håndspillede, støjrockede mutationer, der ubesværet snor sig ind og ud mellem resten af det uforudsigelige indhold. End ikke den opklippede reggaetonvokal, der pludselig giver genlyd på 'Inners Pace', ellers den hæsblæsende grime, der helt ud af det blå indtroduceres af Tinchy Stryders energiske toast på 'Princes' virker malplaceret.

Midt i det tilsyneladende kaos, hersker bandets karakteristiske spiritualitet nemlig stadig som det altoverskyggende fokus. Det er den, der binder effektive basfigurer, fremragende melodier, tribalrytmer, r'n'b, kraut- og postrock sammen med alt det ovenstående, og gør albummet, hvis eksperimenter ellers stikker i alle retninger, imponerende helstøbt. Det er unægtelig en af årets mest essentielle udgivelser, du netop har læst en uforbeholden lovprisning af.