Sky Larkin – fra insisterende til irriterende

Kunstner Sky Larkin	Titel The Golden Spike
Selskab Wichita/Bonnier Amigo	Hent albummet:

Fart over feltet, en overrumplende indledning og masser af energi. Det er et fremragende udgangspunkt for et godt album. Debuterende Sky Larkin fra Leeds har det hele i rigt mål, men alligevel er 'The Golden Spike' ikke noget at råbe hurra for.

Det starter ellers rigtig godt med åbneren 'Fossil, I', der lægger fundamentet med en hårdtpumpet stil med catchy guitar-riffs, rungende baslinjer og en fanden-i-voldsk trommeslager. En massiv lydmur der dog alligevel ikke kan fjerne opmærksomheden fra frontkvinde Katie Harkins, der er skubbet så langt frem i lydbilledet, at hendes insisterende lillepige-stemme går gennem marv og ben.

Her balancerer Sky Larkin allerede mellem det medrivende og opstyltede, men da nummeret kun lige sniger sig over to minutter, går det an. Men snart går Harkins fra insisterende til irriterende, lydbilledet fra hårdtpumpet til sumpet, og alt blandes sammen i en stor pærevælling, hvor utallige guitardubs skaber en hård skal uden plads til detaljer. De fleste sange er skåret over samme skabelon med højt tempo og en veritabel lydmur under Harkins melodiløse vokal.

Først på 'Summersault' og 'Matador' bliver der løsnet en anelse op tempomæssigt, hvilket giver lidt mere plads til de enkelte instrumenter. Det er dog ikke nok til at fjerne indtrykket af et album, der spiller med musklerne men reelt set ikke har meget at byde på.