Benni Hemm Hemm

Jeg bliver så døsig til tonerne af den islandske stooooor-gruppe Benni Hemm Hemm. For man kan blive åh så træt af den selvfrelste, selvfede og i grunden så tynde indiepop, når den spilles så lo-fi og primitivt som muligt af livsstilsbevidste unge uden så meget andet på hjerte end at lyde alternativt.

Undskyld kære islændinge, så skidt er tonerne nu heller ikke. Melodierne flyver skam som blæst hen over bjergtoppe, herresangstemmerne er bløde som islandsk uld og instrumenteringen overdådig med blæsere, strygere og klokkespil som var det englenes eget fritidsorkester. Det er blot åh så forudsigeligt alt sammen, når trompeterne sætter i, og klokkespillet slår spredte toner an under de buldrende trommer. Forudsigeligt, fordi det aldrig stritter i en uventet retning men blot fortsætter og fortsætter sang efter sang. Det bliver bare en tand eller et gebis for selvfedt at lytte til al den følsomhed uden antydning af en forkert prut.

Således lyder Benni Hemm Hemm ligesom som danske Efterklang: Som sad en flok unge på en musikhøjskole og kæmpede med at få deres samlede instrumentering til at gå op i en enhed og musikken til at matche det alternative, bløde udseende. Det er tilforladeligt men på ingen måde garant for nævneværdig musik i den anden ende af følsomheden.