Omar Rodriguez-Lopez - hvor er ham den anden?

Det er lige før, jeg kan høre den et sted i hovedet. Stemmen. Den hidsige tenor med det surreelle billedsprog. Den er der ikke, men det burde den være. For selvom der godt nok står Omar Rodriguez-Lopez og ikke The Mars Volta på coveret, så kunne ’Old Money’ lige så godt være grundsporene til et ikke-udgivet album fra Rodriguez-Lopez’ hovedprojekt The Mars Volta - musikerne er for en stor dels vedkommende de samme som spiller i The Mars Volta, og stilen ligger med fusionen af progressiv, psykedelisk rock, latin, post-hardcore og jazz lige i røven på ’Amputechture’ fra 2006.

Den eneste forskel er egentligt fraværet af Cedric Bixler Zavalas unikke stemme. Men hvilken forskel det gør. Med hans stemme som det sublime fokus, den normalt udgør, ville ’Old Money’ kunne være blevet en ganske interessant oplevelse. Som instrumental musik fremstår det bare en smule kedeligt og temmeligt musiker-nørdet og navlepillende.

Rodriguez-Lopez er hvis ikke et geni så i hvert fald noget, der minder om det, og den genialitet stikker sit hoved frem i korte, skarpe glimt. Men ’Old Money’ er lidt som at studere en serie kruseduller, Picasso lavede i søndagsavisen under et længere toiletbesøg engang i slutningen af 1930’erne. Man fornemmer geniets tilstedeværelse men mere ud fra teknikken og allusionerne til andre værker end krusedullerne i sig selv.