White Lies – hæmningsløs Sturm und Drang

Kunstner White Lies	Titel To Lose My Life
Selskab Universal	Hent albummet:

Ved første øjekast fremstår White Lies som lidt af en gimmick. For hvem kan i ramme alvor slynge sætninger som »Let’s grow old together / and die at the same time« ud i en strøm af sitrende sentimental patosrock iført ravnsorte gevandter og samtidig forvente at blive taget alvorligt? Den slags nøjsomme tanker lader den debuterende engelske trio sig heldigvis ikke gå på af, for lægger man ører til deres første fuldlængde med den svulstige titel 'To Lose My Life', vil man erfare, at de skam mener det alvorligt.

Med udgangspunkt i sørgmodigt søgende 80'er-grupper som Joy Division og og Echo & the Bunnymen og mere nutidige arvtagere som Editors og Interpol serverer London-gruppen her en sortglaseret lagkage, der flere gange er ved at skride sammen under vægten af stemningsforstørrende tilsætningsstoffer som buldrende trommer, svulstige strygerakkompagnement og floromvundne, katedral-klingende guitarrundgange.

Afgørende, for at White Lies alligevel tager stikket hjem, er gruppens indiskutable evne til at levere den melodiske vare, så gardinerne blafrer. For ja, sangskrivningen er nærmest parodisk i al sin drivende prætentiøse storladenhed, men med mindre man har helbredstruende nedsat hørelse, er det umuligt at overhøre de melodiske kvaliteter i numre som 'Death', 'Unfinished Business', 'Est', 'From the Stars' og titelnummeret. Så nej, White Lies er langt fra en joke, og selvom forstoppelsen så småt sætter ind mod slutningen af albummet, så fornøjes man undervejs glimrende af den hæmningsløse Sturm und Drang.