Animal Collective - ørehængere af en anden verden

  • Print
Kunstner
Animal Collective
Titel
Merriweather Post Pavilion
Selskab
Domino/Playground
Hent albummet:
TDC Play

To minutter og 30 sekunder inde i åbningsnummeret kommer stormen. I en sky af synth og med en mellemgulvsgungrende bas mellem benene galopperer spradebasserne fra Animal Collective ind og spolerer enhver form for velfortjent januar-tristesse. Med melodier af en anden verden der får selv Beach Boys' Brian Wilson til at sidde løst i sadlen.

Man kunne have frygtet, at freakpop-drengene (nu en trio) i præstationsangst efter 2007's fremragende 'Strawberry Jam' havde valgt at grave sig ned i navlenulrende underligheder, men 'Merriweather Post Pavilion' er gruppens hidtil mest iørefaldende album. Aldrig før er bandets legesyge og pilfingermani gået op i en så sammenhængende og fuldendt helhed.

Brooklyn-gruppens niende studiealbum er intet mindre end et mesterværk og i perfekt balance mellem barnets anarki og de voksnes rette linjer, mellem det maskinelle og det menneskelige. Teksterne er kropslige og nærværende, på grænsen til det naive, samtidig med at der skrues og knipses på diverse elektronisk habengut, voldsomme synthesizere, jungletrommer og jødeharpe.

Ligesom åbneren 'In the Flowers' blæser 'My Girls' lytteren omkuld og tager desuden prisen for de bedst doserede håndklap i dette årtusinde. Melodilinjen i 'Bluish' kan få voksne mandfolk til at flæbe (jo, sgu!), og 'Brothersport' med et diskret underlag af sambarytmer er formidabelt jovial, taget i betragtning at sangen er skrevet til Panda Bears bror om deres fars død.

Dette er lydsporet til at tage fremmede medfodgængere om skuldrene og skråle »And I want to walk around with you« eller »Am I really all the things that are outside of me?« uden at føle sig andet end usårlig. Jamen, mit hjerte, hvad vil du så mere? Det skulle da lige være en snarlig forårskoncert i Danmark, yes?

Lyt til 'Merriweather Post Pavilion' HER.


Brugerne mener:




  
 
Kommentarer
Thomas Bjerring

Jamen, så vil jeg da bare smutte ned i TP.

Rasmus Rygaard

Nu bliver det i hvert fald ikke så svært at lave årets album '09 listen.

Glæder mig som et lille barn til at få fingrene i den cd!

Thomas Toet

ah jaa

Adam Thorsmark

Det album er så godt så godt så godt så godt..... Elsker at stirre mig rundtosset i deres albumcover. Glæder mig til vinyllen kommer ind af døren i morgen - så skal jeg rigtig blive rundtosset...

Thor Martin Jensen

Ja, jeg må også indrømme at muligheden for at stirre sig skæv på det motiv i LP-størrelse vejede tungt i min købsbeslutning.

Christian Dalgas

Adam... må jeg spørge dig om hvor du har bestilt pladen henne, fordi hvis det er Domino så kan jeg også håbe på at få den i morgen.

Adam Thorsmark

Hej Christian. Bestilte den her - sammen med deres fantastiske 'Sung Tongs'-album, som jeg mangler.... http://www.normanrecords.com/

Pernille Jensen

Norman Records er et super sted at købe plader. Nogle gange sender de slik med...

Sune Engel Rasmussen

Ellers har Soundstation haft den på vinyl siden i går. Til de af jer, der ikke kan vente på postmanden :)

Anders Cold


Lau Lehrmann


Jesper Pedersen

Bedste album fra 2009!


Mads Paulsen

@ Jesper
Jeg synes bare du skulle have skrevet bedste album!
Det her er det smukkeste album jeg i mit liv har hørt!


For at deltage i debatten skal du være logget ind som bruger. Log ind øverst på siden til venstre, eller opret en profil her.
 

Seneste nyt

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 


 
 
 
 
 
30 album du skal glæde dig til 17/01
Guide: Hele historien om Lana Del Rey i 10 trin 20/01
Guide: Modeugefester uden gæstelister 31/01
Se billeder fra Patos Black Cheese Night Part II I går
Se billeder fra Soundvenue x 55DSL Fashion Week Party på Charlottenborg 04/02