50 Cent
Uha, han ser vred ud på coveret den gode gangsta Curtis James Jackson III, men han har jo også lava i hovedet, som redaktøren påpegede. På dette fjerde album er stilen mørkere end på 50 Cents tidligere udgivelser. Det klæder rapperen, der til gengæld mangler variation i formlen.
Skivens absolut bedste nummer ‘Death to My Enemies’, hvor Dr. Dre har produceret strengeleg og et klassisk østkyst-beat, er tungt og pågående. Rappen er vred og mere aggressiv end hørt før, og det giver nummeret en fed dynamik. Et kort øjeblik lyder det næsten som en vred 2Pac, der rapper på et RZA-track, og både ‘Then Days Went By’ og ‘Strong Enough’ læner sig op ad Ghostface-varemærket med ømme repeterende soul-samples, uden at det dog udfoldes med samme nerve og raffinement som kollegaen. Men det klæder Fiddy at være mopset og mere New York end MTV.
De fleste tracks har nogenlunde tempo, hvorfor det er op til hooks og vokal at skabe variationen på albummet. Adspredelsen anes på ‘Psycho’, hvor Eminem bidrager med nasale og hurtigrappende beretninger fra den skøre side af sindet. 50 Cent begiver sig i anledningen ud i en hurtigere stakato-rap, end han magter. Næh, det ligger desværre mere til hans tilbagelænede rap, når der går ‘P.I.M.P.’ i den, som på ‘Hold Me Down’ hvor der klimpres lidt med calypso-olietønderne.
Tilbage til virkeligheden som i 50 Cents tilfælde er de ubarmhjertelige gader, der beskrives på den klagende ‘Crime Wave’ og den dystopiske ‘Get It Hot’, der er en kende for kaotisk til at blive en club banger. Mere hitpotentiale har ‘Baby by Me’, hvor Ne-Yo synger grænserne mellem pop, club og rap væk.
Halvdelen af albummet præges desværre af en monotoni i tempo, vokal og hooks, og da der ikke ligefrem er et nyt ‘In da Club’, så sælger dette album næppe tidobbelt platin som debutalbummet.