…And You Will Know Us by The Trail Of Dead

Texanske …And You Will Know Us By the Trail of Dead forregnede sig kreativt, da de for to år siden udsendte ‘So Divided’. Albummet var oprindelig tænkt som en ep men blev siden pustet op til en fuldlængde med et skuffende resultat.

Karriereselvmålet syntes fuldendt, da frontmand Conrad Keely senere gylpede længe sammensparet galde udover Interscopes blog og sønderbombede ægteskabet med gruppens daværende pladeselskab totalt. Lektien er dermed lært på den hårde måde, når hr. Hidsigprop og co. med små indieselskaber som jordemødre nu barsler med en ydmyg fire-numres ep.

Bandet holder sig dog ikke tilbage med lyden. De bliver ved deres musikalske læst, nemlig den allermest ultrasvulstige, megabombastiske rock, man sikkert overhovedet kan sanse på en gang uden at brække sig. Sådan her ville 1812-ouverturen sikkert have lydt, hvis Tjajkovskij altså var blevet fedet op american-style med cheeseburgere, pomfritter og cola i big gulp-mængder. De maniodepressive, overstyrede følelser ligger i konstant pendulfart mellem polerne. Titelnummeret er et godt eksempel på, når livsglæden fuldstændigt løber af med bandet, og det hele bare stråler i de to korte minutter, som forestillingen varer.

Bortset fra det afsluttende, lidt uinspirerede instrumentalnummer, er ep’en certifikat på, at Keely stadig har lige så fin næse for den gudbenådede melodi, som han har smag for afskyelig coverart. Hvis man ellers tager dette som en spæd forsmag på et kommende album, så tegner fremtiden atter lys.