El Guincho

Alle snakker om, hvordan den globale landsby bliver større og større, og om hvordan landegrænsernes engang så autoritære blækstreger bliver mere og mere betydningsløse i takt med den digitale udvikling. Men få fortolker den nye globale dagsorden med så smittende charme som spanske Pablo Diaz-Reixa gør under pseudonymet El Guincho på sit genresprængende andet album’Alegranza’. Og hvis ordet ‘verdensmusik’ giver dig mareridt om batiktrøje-klædte, midaldrende damer i fri dressur, så har du her kuren, der kan få dig på ret køl igen, i form af et sofistikeret album, der ubesværet taler til både krop og sind.

På tidstypisk maner zapper Diaz-Reixa imellem et utal af genrer og inspirationskilder. Fra korporlig sambaflirt og kogende caribiske rytmer, over tribaltrommende, afrikansk stammedans og spansk visesang og frem til bevidsthedsudvidende psykedelia og spraglet samplerekvilibrisme. En jordomrejse på 40 minutter der på forunderlig vis formår at tegne hektiske zig-zag-mønstre på landkortet samtidig med, at der levnes plads til fordybelse i de susende soniske syredrops.

Tænkt The Beach Boys fra Katalonien, Manu Chao spædet op med faretruende mængder sjove svampe, Animal Collective med et stort, snusket overskæg, eller hvide hjemmedrenge i tæt musikalsk omfavnelse med afrikansk polyrytmik. Associationerne vælter frem på kryds og på tværs på dette vibrerende værk, der transcenderer national musikkultur til et fælles, mellemfolkeligt projekt, hvor alle kan være med, så længe de er klar på at se stort på faste musikalske skabeloner og ryste seriøst røv.