Peter Sommer ‘Til rotterne, til kragerne, til hundene’

»Frem og tilbage har da aldrig været lige langt«, sang Peter Sommer tilbage i Superjeg-dagene. Og det kan der være noget om. For nok er Sommer tilbage, men han tager et stort skridt fremad med sin tredje soloplade, hvor der er nye boller på suppen.

Var der ikke så lidt poetisk gadedreng og glad musikant over tidligere inkarnationer af Sommer, så er den udgave på en vægtig del af albummet kylet på porten og erstattet af en ramsaltet og desillusioneret spillemand, der er gået på røven i rendestenen, og som ikke går udenom en nævekamp. Sådan lyder Peter Sommer i hvert fald på titelnummeret, ‘Rødt kort’ og ‘Sandhed Nr. 502’, hvor han og musikken skærper tonen og indtager en konfrontationslysten ‘no bullshit’-positur med aggressiv rockmusik og hiphop-lån.

Andre steder er udtrykket mildere. Nærmest lystigt bliver det på den dansable ‘Vi falder først den dag vi kigger ned’, mens Sommer lyder som en livsklog vagabond, når han varmt synger om at sætte vand over til en kasse bajere i ‘7.777.777.’

Allerbedst er dog albummets sidste nummer ‘Chancetur’. En enkel, knitrende, elektronisk-båret genistreg, hvor Sommer puster liv i en rørende karakter, med en hidtil uhørt glød og desperation i stemmen. En sådan evne erhverves muligvis kun gennem dyrekøbt livserfaring. I så fald er lærepengene givet godt ud, for Peter Sommer udviser på dette album større musikalsk og temperamentsmæssig alsidighed end nogensinde før.