Ra Ra Riot - uden inderlighed

Ra Ra Riot fra Syracuse i New York er et af USA's mange unge og håbefulde rockbands, der i disse år forsøger sig med en kombination af 80'er-inspireret poprock og skæv, storladen, semipsykedelisk indierock. Sagt med andre ord lyder de lidt som et møde mellem hypede Vampire Weekend og så 'gode gamle' Arcade Fire.

Også tematisk er der en vis lighed med Arcade Fire, for 'The Rhumb Line' har død og afsked skrevet med store typer over sig. Bandets oprindelige trommeslager John Ryan Pike blev fundet død i havet ud for Massachusetts sidste sommer umiddelbart efter udgivelsen af deres debut-ep, en tragedie der i høj grad skinner igennem på dette album. Ikke mindst på den trodsige, optimistiske 'Dying Is Fine', der dog på ironisk og tragikomisk vis samtidig er gennemsyret af den smerte, Pikes død har efterladt hos resten af bandet.

De klare referencer til et bredt spektrum af de seneste 25 års rockhistorie foldes klart ud på for eksempel åbneren 'Ghost Under Rocks' og indledningen på den efterfølgende 'Each Year', der lyder som noget, The Cure kunne have lavet i 80'erne. Men selv om fundamentet både tekstmæssigt og musikalsk egentlig ikke fejler noget, bliver denne debut aldrig rigtigt spændende. Mest fordi der, hvor paradoksalt det end er, mangler noget inderlighed og desperation. Ra Ra Riot formår ikke at servere budskaberne, så det griber, selvom det hele ligger lige til højrebenet.