Deerhunter - en velsleben diamant

Kunstner Deerhunter	Titel Microcastle
Selskab 4AD/Playground	Hent albummet:

Det er snart halvandet år siden, jeg i forbindelse med udgivelsen af deres album 'Cryptograms', beskrev Deerhunter som en usleben diamant. De havde begået et album med lige lovligt mange skønhedsfejl men med et enormt potentiale. Lige siden har jeg glædet mig til den opfølger, der nu endelig er en realitet.

Med forventninger følger risikoen for at blive skuffet, men fra den første tone får man ro i sindet. Masser af ro. Introens psykedelisk svævende Cocteau Twins-agtige synth-tema, de dovne trommer og de fine små guitarriffs rammer hårdt. 'Microcastle' er Deerhunter i lige nøjagtig den forfinede udgave, man kunne have håbet på. Man må overgive sig til de drømmende temaer, de simple melodier og det helt igennem fantastiske lydbillede, der præger albummet.

Det er på mange måder et simpelt album. Guitarspillet er mere melodisk, der er skruet gevaldigt ned for distortionknappen, og de loopbaserede skæringer er afløst af mere tilgængelige sangstrukturer. Deerhunter bevæger sig på veludforsket grund. De gør det til gengæld så helvedes elegant, at man er fuldstændig ligeglad. Det eneste man får lyst til, når man ligger der og drømmer, er at sammenligne dem med klassiske grupper som My Bloody Valentine og Cocteau Twins - ikke med bands der hitter for tiden men med de udødelige. Det, Deerhunter kan, er nemlig tidløst. De fortolker støjpoppen til perfektion.