The Emperor Machine

Velkommen til et lydunivers hinsides moderjord. The Emperor Machine er synonymt med yderst fjerne himmelstrøg og genrer som space disco, psychedelia og kraut rock. Bag ‘kejsermaskinen’ gemmer sig Andy Meecham, der også er kendt som en fjerdedel af houseprojektet Chicken Lips.

Meechams børneværelse og i dag musikværksted har været og er efter al sandsynlighed en legeplads bestående af alverdens elektroniske legetøj, musikinstrumenter og maskiner, der kan frembringe computerlyde, som synes at høre en fjern fortid til. Når Meecham sætter stikket i og tænder for sit soloprojekt, er det i forhold til hans roste bagkatalog forventeligt, at han mister jordforbindelsen – således også på denne smagsprøve af en ep.

‘What’s in the Box’ er en løssluppen tur ud i space disco og 70’ernes krautrock, hvor sidstnævnte er kendetegnet ved kosmisk musik bestående af luftige vibrationer oftest skabt ud fra eksperimenter med tidlige moog-synthesizere. Og det er netop synthesizerens finurlige og uanede lydunivers Meecham viser sin store forkærlighed for, når han i en god blanding af leg og eksperimenteren sender lytteren af sted imod galaktiske himmelstrøg med sine psykedeliske kompositioner. På ‘Box Dub’ omsvøbes trommemaskinens repeterende struktur af synth og delay-effekter, mens ‘Non-functioning Apeman’ er kendetegnet ved computerspillets yderst effektfulde bliplyde.

En tur ud i Meecham’s psykedeliske og kosmiske farvand kræver navigationsudstyr og ikke mindst en god portion tålmodighed.

The Emperor Machine. 'What's in the Box?'. Album. DC/Import.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af