Katy Perry
Der er tryk på kedlerne hos Katy Perry på hendes ungdommeligt overmodige album ‘One of the Boys’. Avril Lavigne og Pinks uskadelige radiopunkpop har ikke levet forgæves, og Perry indskriver sig dermed i sværmen af tyggegummignaskende opkomlinge, der sigter direkte mod toppen af poppen. Det lykkedes med singleforløberen ‘I Kissed a Girl’, men vil næppe fortsætte med ‘One of the Boys’. Dertil er albummet ganske simpelt for kværnende endimensionelt.
Ganske vist foregiver Katy Perry at være ærlig og følelsesmæssigt konfronterende. Men mest af alt fremstår hun selvcentreret, stereotypisk og meget lidt personlig. Og coverets tegneserieopstilling med Perry i rollen som pinuppet Barbie-dukke omgivet af lyserød rejsegrammofon og plasticflamingo, virker i den grad som antitesen til albummets monotone oprør mod forældre, kønsroller og andre hæmmende institutioner.
Når alt kommer til alt, er det her langt fra lydsporet til et nyt ungdomsoprør. Det er derimod et produkt så pumpende strømlinet, at al antydning af personlighed uundgåeligt ryger af i farten. Med andre ord bevidstløs brugsmusik med påtaget kontrær kant.