Metallica - middelmådig nostalgi

Kunstner Metallica	Titel Death Magnetic
Selskab Universal	Hent albummet:

Der er vel ikke mange album i år, der er imødeset med større spænding end Metallicas 'Death Magnetic'. Efter en årrække præget af identitetskrise og jævne albums er der med stjerneproduceren Rick Rubin bag knapperne og et efter eget udsagn 'genfødt Metallica' bag instrumenterne blevet lagt op til en triumferende genkomst for de aldrende metalhelte.

Den altovervejende grund til den store optimisme blandt metalfolket er, at Metallica på forhånd har proklameret, at 'Death Magnetic' markerer en tilbagevenden til bandets rødder og klassiske albums som 'Master of Puppets' og '...And Justice for All'. Og jo, 'Death Magnetic' indeholder klart elementer af den ikoniske trash-metal, som Metallica var med til at definere i bandets ungdom. De klassiske, bidske metal-riffs er nærmest ved at træde hinanden over tæerne, Lars Ulrich får for alvor luftet dobbelt-stortrommerne, og guitarsoloerne er tilbage i stor stil. Men desværre er Metallicas tilbagevenden til rødderne lidt at sammenligne med en midaldrende mand, der går ud og køber en sportsvogn for at genvinde lidt af ungdommens glans. Det virker simpelthen ikke helt oprigtigt og troværdigt, når Lars Ulrich og co. fræser derudad, og selvom det til tider er ganske fornøjeligt - de kan jo stadig spille, de kære mænd - så får mange af sangene et lidt underligt, ufrivilligt nostalgisk skær.

Det hjælper heller ikke på det, at Metallica er så forhippede på at gøre deres ungdoms episke mesterværker efter, at de insisterer på at tvinge alle albummets 10 numre langt ud over seks minutter - en længde, som de fleste af sangene simpelthen ikke kan holde til. Det virker ufokuseret, og de elementer i hvert nummer, der rent faktisk træder mås, drukner alt for ofte i unødigt komplicerede opbygninger og middelmådige riffs, der virker nærmest copy/pastet efter hinanden uden nogen indre musikalsk logik. Numre som 'All Nightmare Long' og 'Broken, Beat & Scarred' ville være fantastiske og fødte klassikere, hvis de var skåret ned til nogenlunde halv længde, og derfor er det en frustrerende oplevelse at lægge øre til, hvordan Metallica, i ren kådhed, alt for ofte farer vild i deres egne ideer.

Metallicas forrige album, 'St. Anger', havde mange kritikere, men det var i det mindste et album, der indeholdt en søgen og vilje til at tage chancer og se fremad. Til sammenligning er 'Death Magnetic' et album fra et band, der har øjnene placeret i bakspejlet. Og det, som mange havde håbet ville være Metallicas storstilede genfødsel, er i stedet endt som endnu et tungt skridt ud af middelmådighedens triste og støvede landevej.