Beck - fokuseret enhed

Kunstner Beck	Titel Modern Guilt
Selskab XL/Playground	Hent albummet:

»I don't know where I've been, but I know where I'm going«, lyder det mod slutningen af amerikanske Becks nye album. Hvad er den nu af? Har den finurlige forvandlingskugle én gang for alle fundet sit musikalske ståsted? All right, nu skal man jo særligt ikke i tilfældet Beck lægge alt for meget i løsrevne citater, men i denne omgang synes der alligevel at være noget om snakken. Hvor forgængeren 'The Information' var en fremragende, næsten kalejdoskopisk rejse, der zappede mellem hårdtpumpede beats, introvert melankoli og dybt kryptiske kompositioner, har vi her at gøre med en ikke nær så spraglet og opmærksomheds-tiggende samling sange.

Elementerne er såmænd velkendte nok: Lo-fi-rock og skæv pop med fingeren på elektroniske pulsslag og rytmer, men som album er 'Modern Guilt' med Danger Mouse som producer om ikke et snorlige og strengt struktureret værk så dog i Beck-kanonen en ganske fokuseret og ligevægtig enhed. Hans flaksende nysgerrige afsøgning og mix af genrer og udtryk er denne gang nedtonet. Er det så godt eller skidt? Tjo, et spørgsmål om temperament måske. Lige meget hvad sår 'Modern Guilt' ikke tvivl om Becks evner til at flikke kvalitetssange sammen.

Numrene synes at hvile i sig selv og flyder let fra bagmanden. 'Gamma Ray' og 'Youthless' gør deres for at sætte noget, der kan minde om et dansabelt tempo, men bedst er nu 'Chemtrails', der starter forsigtigt groovy men muterer til et regulært syretrip, og den tungt slæbende hymne 'Volcano'.

Hvad står så tilbage på bundlinien? 'Modern Guilt' er et stærkt, meget lytteværdigt album, der ganske vist ikke lægger nye alen til Becks ry som musikalsk tusindkunstner. Alt sammen meget godt. Og måske har Beck virkelig fundet eller genfundet sig selv, men lidt mere rod i vejviseren næste gang ville nu ikke være af vejen.