Coldplay - når forandring forundrer

Kunstner Coldplay	Titel Viva la Vida or Death and All His Friends
Selskab Parlophone/EMI	Hent albummet:

Forandringens mestre har Coldplay aldrig været. Den lettere skuffende' X&Y' fuldendte en succesfuld trilogi for bandet, men med fjerde udspil vedkender bandet sig blandt andet en latin-amerikansk inspiration. Med andre ord: Forandring.

U2-produceren Brian Eno sidder i producerstolen men sætter ikke markante fingeraftryk. Der er bestemt ikke skruet ned for den store lyd, men Martins varemærkefalset er kraftigt nedtonet, hvilket klæder albummet. Den indledende, instrumentale intro gør sit til at pirre til nysgerrigheden, og den glidende overgang til den episke 'Cemeteries of London' med boblende rytmesektion, flamenco-håndklap og atmosfæriske kor i omkvædet kickstarter albummet flot. Men allerede på tredje skæring 'Lost' forfalder Martin til sine sædvanlige, melodiske virkemidler, der ikke rigtig overrasker mere og i hvert fald ikke kan overgå tidligere bedrifter. Flere sange forfalder til dette og fremstår som forkrampede forsøg på nye veje, som i 'Viva La Vida' hvor de overlæssede violiner og den dramatiske lyrik slet ikke fungerer.

Coldplays påståede forandring fungerer bedst i de stunder, hvor gammelt stilles i direkte kontrast med nyt som på den smukke ballade '42', der halvvejs henne forvandler sig til et frådende tungt beat for til sidst at ende i en typisk, men stærk uptempo-outro.

Når man som band har været vant til, at én bestemt formel har fungeret fantastisk, er det i teorien modigt at ville bryde med denne. Men i praksis gør lidt mindre falsetsang, få sydamerikanske input og en legendarisk producer ikke megen forskel. Coldplay er stadig Coldplay, og der er intet radikalt nyt under solen. Derfor kommer et ellers udmærket album til at sætte imellem to stole, for det er tydeligt nok, at Martin og co. gerne vil gå nye veje. De formår det bare ikke rigtigt.