Neil Diamond - ingen formmæssige fiksfakserier
- Rasmus Junge
- 13. maj 2008
-
Kunstner Neil Diamond |
Titel Home Before Dark |
Selskab Sony BMG |
Hent albummet:
 |
Med 2006's '12 Songs' gjorde den rutinerede, amerikanske sanger og sangskriver Neil Diamond op med sit lidt blakkede ry som cremet crooner med sine bedste år bag sig. Her var de normalt så oppustede arrangementer droppet til fordel for en spartansk, 'less is moore'-lyd, der fokuserede på sangenes inderste melodiske kerne frem for formmæssige fiksfakserier.
Manden bag den diskrete transformation var den langskæggede producerlegende Rick Rubin, og projektet mindede i den grad om hans arbejde med Johnny Cahs på dennes kanoniserede 'American Recordings'-serie. I det lys kan selv den bedste jo blegne, og selvom sammenligningen selvsagt er uretfærdig, formår Diamond ikke at matche country-ikonets præstationer - heller ikke på opfølgeren 'Home Before Dark'.
Setuppet er ellers som det skal være. Rubins prunkløse produktion fokuserer benhårdt på det intimt indfølende lydbillede, hvor der kun er plads det allermest essentielle: Diamonds rutinerede røst tilsat afmålt musikalsk akkompagnement. Med iørefaldende engagement fra alle involverede parter.
Det hele er kort sagt såre sympatisk. Desværre blotlægger albummet også, at træerne ikke vokser ind i himlen. For ganske vist er hovedpersonen en habil sangsnedker, der ærligt og råt for usødet beretter fra et langt livs eksistentielle kampe. Men rent melodisk er der for få sange, der griber fat om struben og tiltvinger sig lytterens fulde opmærksomhed. Og derfor fremstår 'Home Before Dark' som en hyggelig, men lidt for uforpligtende lytteoplevelse.
Brugerne mener: