Madonna

Lad os starte med at slå en ting fast: Med ‘Hard Candy’ lægger Madonna billet ind på prisen for ‘Årets værste albumcover’. For det er ikke just en fornøjelse at beskue den 49-årige, afblegede sangerindes forkrampede forsøg på at fremstå fræk og udfordrende iført Crazy Daizy-danser-outfit og skinnende boksebælte på en baggrund af lyserøde slikkepinde! Og lad os så ile til med en nødvendig uddybning: Indholdet er trods alt en del mere indbydende, end indpakningen umiddelbart lader ane.

På sit 11. studiealbum har Madonna med vanlig sans for at lægge sig i slipstrømmen af den seneste, populærmusikalske udvikling hooket op med hitlistestormerne Timbaland og Pharrell Williams (N.E.R.D.). Og når åbningsnummeret ‘Candy Shop’ pumper sine minimalistiske tromme- og synths-programmeringer ud af højtalerne, så virker det faktisk som en god idé. Hvis man vel at mærke kan overhøre tekstens skamredne ‘slik=sex’-metaforer.

Førstesinglen ‘4 Minutes’ med Justin Timberlake i den sædvanlige rolle som ung vokalcharmør hamrer effektivt men liden opfindsomt derudaf med en produktion, der mest af alt lyder som venstrehåndsarbejde fra Timbalands hånd. Så er der straks mere format over den dansable ballade ‘Heartbeat’, der især glimrer ved sit indsmigrende omkvæd. En kvalitet den sofistikerede popschlager ‘Miles Away’ og den listigt groovende ‘Incredible’ ligeledes besidder.

Desværre mangler albummet flere numre, der løfter sig over det overfladisk kinddansende. Ikke fordi det nogensinde har været Madonnas lod at revolutionere popmusikken, men nærmere fordi man bagkataloget taget i betragtning godt kunne forvente lidt flere hjernebarksindgraverende refræner og melodier. Så anbefalingen må være at investere i den håndfuld numre, der for alvor får bækkenbunden i svingninger som mp3’er – så slipper man også for coveret!